Hun er den anklager i landet, der har haft flest nævningesager nogensinde - vold, voldtægt, manddrab. Og Anne Birgitte Stürup fra Statsadvokaten for København og Bornholm har hørt den samme historie så ofte, at hun kender den til hudløshed: Historien om børn, der udvikler sig til hardcore kriminelle, fordi uegnede forældre får lov til at beholde dem.
- Staten er en dårlig mor. Den sætter forældrenes ejendomsret forrest - ikke barnets tarv. Mange af børnene går det senere rigtig skidt, og de ender inde ved mig. Det er så synd for dem. Når jeg læser den personlige rapport, tænker jeg 'nej, nej, nej, nu igen'. De burde være tvangsfjernet som helt små, siger Anne Birgitte Stürup.
Med udgangspunkt i sine mange straffesager mod voldsforbrydere, mordere og voldtægtsmænd er hun ikke i tvivl om, at systemet svigter børnene og dermed er med til at avle kriminelle.
- Der er nogle mennesker, der ikke er egnet til at have børn - meget ofte er de misbrugere, psykisk syge eller retarderede.
Drab uden formål
Men der sætter man forældrenes ejendomsret over barnet, og så er det, at du læser de frygtelige historier, hvor de bon'er ud som kriminelle og bliver helt umulige, siger Anne Birgitte Stürup og henviser til den såkaldte Deniz-sag fra 2008, da tre unge mænd dræbte avisbuddet Deniz Uruz med en kølle.
- De tre fyre med fastelavnskøllen var fuldstændig ude i hampen. Det var ikke engang et røveri, det havde intet som helst formål. De sprang bare ud af en bil og slog ham ned - sandsynligvis fordi de havde det så meget ad helvede til alle sammen, siger Anne Birgitte Stürup om sagen, der var hendes nævningesag nummer 100 og er beskrevet i detaljer i bogen 'Anklageren - en sag for Stürup'.
- Ham med battet var så umulig, der var problemer med ham helt fra starten. Han har ikke gået i skole, siden han var 13, og har været jeg ved ikke hvor mange steder. Og så ender han med at fare rundt i byen og banke tilfældige unge mennesker i hovedet med slagvåben, opsummerer Anne Birgitte Stürup.
Tag dem på fødegangen
Hun mener, at man bør fjerne børn tidligt, og at plejeforældre skal have garanti for, at børnene ikke pludselig bliver sendt tilbage til deres biologiske forældre.
- Jeg har en fantasi om, at man allerede på fødegangen tog de børn, som man ved, det går galt for, fandt en plejefamilie og sagde 'her har I et spædbarn. I kan få det som plejebarn for resten af barnets liv. Det kommer aldrig hjem igen.' Det er hårdt sat op, men der ville man varetage barnets tarv, vurderer Anne Birgitte Stürup.
- Hvis du skal være plejefar og ved, at barnet når som helst kan flyttes, så bliver du professionel, men hvis du får barnet, og du ved, det er dit - næsten som adoptivbarn - så bliver det personligt. Det ville give en total sikker opvækst, tilføjer hun.
