Grænsekontrol ved Rødby Færgehavn. Kim Dueholm fra Nordsjællands politi sidder i en campinghytte ved Lalandia og venter på at hans vagt skal begynde. Regeringen har indført midlertidig grænsekontrol og 200 betjente er blevet udstationeret langs de danske grænser for at lave stikprøvekontrol af de indrejsende.
Grænsekontrol ved Rødby Færgehavn. Kim Dueholm fra Nordsjællands politi sidder i en campinghytte ved Lalandia og venter på at hans vagt skal begynde. Regeringen har indført midlertidig grænsekontrol og 200 betjente er blevet udstationeret langs de danske grænser for at lave stikprøvekontrol af de indrejsende. Foto: Bax Lindhardt

Udstationerede betjente ved de dansk-tyske grænseovergange tilbringer langt de fleste af døgnets 24 timer et helt andet sted end der, hvor de er sat til at arbejde.

I stedet for at udføre stikprøvekontrol læser udstationerede betjente bøger, ser fjernsyn eller sidder foran en computer, fortæller tillidsfolk til BT. Det er nemlig arbejdstidsregler, der står i vejen for, at betjente, der ønsker det, kan arbejde igennem, når de alligevel er væk fra familien.

Den ordning vækker kritik fra tillidsfolk fra Nordsjællands Politi, der mener, at de stive regler går ud over politiarbejdet i betjentenes hjemkredse.

»Jeg mener, at der skal være frivillighed i forhold til arbejdsdage på op til 12 timer, når man nu er kørt i bus til udkantsdanmark og skal bo der i syv dage. Men Rigspolitiet har oplyst til Politiforbundet, at det ikke er en mulighed,« siger tillidsmand hos Nordsjællands Politi Tom Steffensen til BT.

En politibetjents skema

Nordsjællands Politi og Københavns Vestegns Politi har, siden regeringen 4. januar indførte midlertidig grænsekontrol i form af stikprøver ved landets ydre grænser, sendt betjente til Lolland, hvor de har bistået Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi med at kontrollere personer, der ankommer med færgerne fra Puttgarden og Rostock.

Det sker som led i regeringens kamp for at begrænse tilstrømningen af flygtninge og migranter til Danmark.

Betjentene er udsendt i syv dage ad gangen og arbejder dagligt i otte timer plus transporttiden til og fra kontrolposterne. Når de kommer hjem, afspadserer betjentene syv dage. På Lolland er betjentene indkvarteret i hytter i badelandet Lalandia.

53-årige Kim Dueholm, næstformand i Nordsjællands Politiforening, der netop har været udsendt i syv dage, forklarer, at de fleste af døgnets timer bliver brugt i Lalandia.

Han forklarer, at han i hytten, hvor BT møder ham, ser fjernsyn, læser, sidder foran computeren eller spiller badminton i en nærliggende hal.

Det er rart, når man er på ferie, men når man er udsendt, vil mange hellere give den en skalle, lyder det:

»Kollegerne er blevet kørt ned på en mark i Rødby og holder otte timer fri et sted, de er blevet bedt om at være. Nogle politikredse kører hjem hver dag, men for kollegerne i Nordsjælland vil det betyde en transporttid på minimum fire timer pr. vagt pr. mand, og det giver efter vores opfattelse ingen mening at køre frem og tilbage efter hver vagt. Slet ikke hvis du har haft nattevagt. Hvis vagterne blev længere, så ville frekvensen af gange, den enkelte skal til Rødby, blive lavere, og det er et væsentligt argument for kollegerne,« siger Kim Dueholm.

Grænsesplit

Betjentene arbejder i skift otte timer ad gangen.

Men tillidsfolkene mener, at de stive regler har konsekvenser for politiarbejdet i de kredse, de er udsendt fra.

»Konsekvensen ved, at betjentene kun arbejder i otte timer i skift, er jo, at der skal udstationeres flere betjente fra de enkelte kredse, hvor der derfor er færre til at udføre politiarbejde,« siger Tom Steffensen.

Peter Ekebjærg, politiinspektør i Rigspolitiet afviser, at det kan komme på tale, at udstationerede betjente kan arbejde i mere end otte timer om dagen:

»De er væk syv dage med en arbejdsdag på otte timer. Udover det køres de fra hotellet til posten og tilbage igen. Afhængig af hvor tæt de bor på deres arbejdssted arbejder de fleste faktuelt 10 timer i døgnet. Og den første dag vil de fleste have en arbejdsdag på 12 timer pga. transporten derned. Det ligner altså en arbejdsuge på 70 timer. Det er en relativ hård arbejdsbelastning,« siger Peter Ekebjærg til BT.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook