Når udsatte unge på opholdssteder sælger sex for cigaretter, stoffer og andre gaver, føler pædagogerne sjældent, at de har redskaberne til at håndtere det.

Pædagoger aner ikke, hvad de skal stille op, når unge på opholdssteder bytter sig til cigaretter, stoffer, husly og andre ydelser for sex. Det skriver Politiken.

Behandlingscenteret LivaRehab har i forbindelse med et undervisningsforløb spurgt en række pædagoger, lærere og socialrådgivere om deres erfaringer med den såkaldte gråzoneprostitution, som er udbredt på døgninstitutioner og opholdssteder.

Ni ud af 10 har erfaringer med de unges salg af sex, men kun en tredjedel mener, at det har redskaber til at håndtere det.

LivaRehab arrangerer onsdag en høringskonference på Christiansborg, hvor Flora Ghosh, leder af LivaRehab håber, at politikerne vil få øjnene op for problemet.

»Det skal ikke være den enkelte pædagogs personlige holdning og moralske kompas, der skal afgøre, om man skal handle, når man formoder, at et barn eller en ung er i gråzoneprostitution. Der skal være en samlet, koordineret indsats, så socialarbejdere ved, hvordan de skal forholde sig til problemet,« siger hun til Politiken.

1-2 procent af en gennemsnitlig ungdomsårgang har fået betaling for sex, viser flere undersøgelser, der samtidig slår fast, at det langt oftest er unge med andre sociale udfordringer, der prostituerer sig.