Sony Music i Danmark udsender mandag en ny - længe forberedt - opsamlings-cd med Michael Jackson.

Danske Michael Jackson-fans får snart muligheden for at købe endnu et album til samlingen.

Sony Music i Danmark udgiver på mandag - tre dage efter Michael Jacksons død - en længe forberedt opsamlingsplade "The Collection" med fem af Michael Jacksons største albums. Ved et tilfælde modtog den danske afdeling af Sony Music i dag - mindre end et halvt døgn efter Michael Jacksons død, cd'erne.

Ifølge presseansvarlig for danske Sony Musics udenlandske kunstnere Danni Travn var planen med opsamlingsalbummet, at det skulle udgives op til de nu aflyste koncerter i London.

Det er nok ingen tvivl om, at poplegendens død vil øge salget, men Danni Travn afviser at gætte på, hvor stor en effekt dødsfaldet vil få på salget af det kommende album og Michael Jackson-albums generelt.

- Salget vil da sikkert blive påvirket af dødsfaldet, men vi håber, at hans cd'er bliver solgt på grund af musikken og ikke på grund af tragedien, siger Danni Travn.

/ritzau/