Medierne har de seneste uger haft et kritisk fokus rettet intenst mod hjerneforsker Milena Penkowa. Nu fortæller tidligere klassekammerater til Ekstra Bladet, hvordan den omstridte hjerneforsker havde en tydelig evne til at snøre de mandlige lærere i gymnasiet.

Tidligere gymnasiekammerater fortæller til Ekstra Bladet, at Milena Penkowa altid var meget afmålt med, hvem hun snakkede med. Hun tog kun kontakt til de folk, hun kunne få noget ud af. Det gjaldt i den grad lærerne - især de mandlige.

- Når der var fester, stod hun altid og talte med lærerne. Hun flirtede med de mandlige lærere, og  en af dem kyssede hun med i krogene, siger tidligere elev til Ekstra Bladet, der har gået på Kalundborg Gymnasium samtidig med Milena Penkowa.



Her blev hun student fra i 1991 med et gennemsnit på 10,8. Milena Penkowa har dog ikke haft en nem barndom i Hjallese uden for Odense, hvor hun er opvokset.

Hendes far, seminarielektor Niels Egholm Pedersen, modtog i 1987 en dom på to års ubetinget fængsel for systematisk at have begået røveri mod sommerhuse i Jylland, for selv at kunne møblere de huse, han lejede ud som en bibeskæftigelse.

Alligevel nægtede Milena Penkowa at blive et offer på grund af farens skandaler. Det fortæller hun i dag til Ekstra Bladet.

- Han kom i et åbent fængsel på Fyn, og mine forældre blev skilt. Min søster flyttede så til Nordjylland, hvor min mor var flyttet op i forvejen. Jeg burde måske også have været flyttet derop, men jeg kunne ikke se nogen grund til, at jeg skulle flytte på grund af noget, min far havde gjort. Desuden var jeg enormt glad for min skole, så derfor blev jeg boende, siger Milena Penkowa til Ekstra Bladet.

Fra 1997 til 2004 talte Milena Penkowa ikke med sin søster af årsager, hun ikke vil komme ind på, men i dag er søsteren den, Milena Penkowa er tættest på, fortæller hun.

Niels Egholm Pedersen mødte Milena Penkowas bulgarske mor, Pirinka Ignatova Penkowa, under et studieophold i Tyskland i 1960'erne. Parret giftede sig og flyttede til Odense, hvor Pirinka Penkowa fik job som lektor i slaviske sprog på Odense Universitet. Faderen underviste også i sprog.