Finn Sloth Hansen vidste godt, at det var en stor fisk, der havde bidt på, da han den 22. februar var ude at fiske.

Men at der er for enden af fiksesnøren sad en gedde på ikke mindre end 21,1 kilo, havde han alligevel ikke regnet med:

»Da den første gang kom op til overfladen, kunne jeg godt se, at den var stor. Men at den var så stor, som den endte med at blive målt og vejet til, havde jeg ikke regnet med,« fortæller Finn Sloth Hansen, der bor i Holstebro og kører kampvogn hos Jydske Dragonregiment, når han ikke er at finde med en fiskestang i hånden.

Ved den nøjagtige vejning nåede gedden op på 21,1 kilo, mens længden blev målt til 125,5 centimeter, hvad der med afstand gør gedden til den største fanget i Danmark og Norden.

Og sandsynligvis den næststørste gedde fanget i verden.

»Det er hvad, jeg selv har kunnet finde frem til. Men måske er der nogle der er større,« siger Finn Sloth Hansen.

Fortsætter med at fiske

Faktisk tog det ikke Finn Sloth Hansen mere end 10-15 minutter at få monster-gedden op i den kajak, som han fiksede fra i en »hemmelig« grusgrav i det jyske.

»Men adrenalinen pumpede en del, mens jeg hev den ind,« erkender han.

Og da han selv begyndte at måle på gedden, kunne han næsten ikke tro sine egne øjne.

»Vægten sagde et sted mellem 22 og 24 kilo,« fortæller Finn Sloth Hansen.

Finn Sloth Hansens første tanke var, at vægten var i stykker. Men fisken var alligevel så stor, at han tilkalde hjælp for at få den vejet og målt, så fangsten også officielt kunne registreres, og her løb vægten op på de 21,1 kilo.

Selv om chancen for nogensinde at få en lige så stor gedde på stangen er minimal, fortsætter Finn Sloth Hansen med fiskeriet.

»Jeg har været ude fiske siden dengang. Og jeg kan stadig glæde mig, når jeg får en gedde på over ti kilo på krogen.«