Kristian Levrings ny film, "Den du frygter", skal konkurrere om priserne i San Sebastián. Sjette gang i de seneste år, at Danmark deltager i hovedkonkurrencen.

Instruktøren Kristian Levrings ny spillefilm, "Den du frygter", er udtaget til hovedkonkurrencen på festivalen i San Sebastián.

Filmen, der først får dansk biografpremiere til januar, har Ulrich Thomsen i den store rolle. Han suppleres af bl.a. Paprika Steen, Lars Brygmann, Stine Stengade samt afdøde Bodil Udsen, der her fik karrierens sidste filmrolle.

Festivalen i den baskiske havneby er den vigtigste i den spansk-talende verden, og i Europa rangerer den i førerfeltet umiddelbart efter de tre store, Cannes, Berlin og Venedig.

Det er sjette gang i de seneste år, at en dansk spillefilm deltager i hovedkonkurrencen i San Sebastián, hvor to af filmene, Per Flys "Arven" og Susanne Biers "Brødre" blev hædret med nogle af festivalens hovedpriser.

Dette års festival afvikles i dagene 18. - 29. september.



/ritzau/