Den store supermarkedskæde, COOP, melder sig klar til at forbedre mærkning af delikatesseprodukter. Det kan i fremtiden blive lettere for danskerne at gennemskue, hvor varerne i delikatesseafdelingerne i COOP's butikker er produceret.

Informationsdirektør Jens Juul Nielsen melder sig nemlig klar til tydeligere mærkning, efter det er kommet frem, at delikatesseafdelingerne i de danske supermarked ofte ompakker industripakkede varer for derefter at sælge det i delikatessen.

- Vi deklarerer allerede på nuværende tidspunkt, som vi skal. Men det ville være helt fint, hvis lovgiverne kommer med forslag til, hvordan det skal være endnu tydeligere, siger han og forsætter:

- Så vi er åbne over for at lave tydeligere mærkning.

Han mener dog, at al snakken om butikkernes vildledning af forbrugerne bygger på en misforståelse.

- Det bliver fremstillet som om, at vi sælger nogle varer, som om de er hjemmelavet. Men det gør vi ikke. Der er tale om varer, som fyldes i andre emballager. Vi skriver altså ikke, at de er hjemmelavet, siger Jens Juul Nielsen.

Han understreger, at butikkerne følger alle retningslinjer, når de mærker varerne i delikatesseafdelingerne.

- Hvis varen kommer fra en fabrik, skriver vi, at det er fra en fabrik. Det kan man selvfølgelig diskutere, om vi skulle gøre tydeligere. Men vi følger retningslinjerne, siger Jens Juul Nielsen.

Ifølge Forbrugerrådet er supermarkedernes fremgangsmåde heller ikke ulovlig. Men flere politikere har tirsdag krævet, at reglerne strammes, så butikkerne ikke blot kan ompakke produkter.

Avisen 24timer har kigget medarbejderne i 14 supermarkeder - blandt andet Bilka, Føtex, Kvickly og Superbrugsen - over skuldrene.

Avisen har fundet ud af, at det ofte ikke er andet end ompakkede industriprodukter, der lægges til rette i kølemontrene i supermarkedernes delikatesseafdelinger.

/ritzau/