Boligselskabet AKB beskyldes for at hyre ældre kriminelle i Tåstrupgård, der bruger trusler og vold mod andre unge, når der er ballade i området.

Et utraditionelt pædagogisk projekt i Tåstrupgård anklages nu for at have pudset ældre kriminelle med gode forbindelser i bandemiljøet på andre unge, skriver Berlingske Tidende tirsdag.

En medarbejder fra projektet, der er støttet med ca. 10 millioner kroner fra Landsbyggefonden, Høje-Taastrup Kommune og Socialministeriet, har kontaktet kommunen med stærkt belastende oplysninger om, at det lokale boligselskab, AKB, har hyret ældre kriminelle, som projektets medarbejdere tilkaldte, hvis der opstod ballade i området.

De kriminelle AKB-ansatte skal have benyttet "alternative metoder", der angiveligt drejer sig om trusler om vold eller direkte vold i form af lussinger og øretæver mod andre unge. Flere unge i bebyggelsen bekræfter oplysningerne over for Berlingske Tidende og siger, de har oplevet både vold og trusler fra de pågældende.

Borgmester Michael Ziegler (K) gør på et møde tirsdag aften rede for situationen i Tåstrupgård.

- Det er helt uacceptabelt. Det beskrevne vil være strafbart. Vi har derfor i dag (mandag, red) bedt politiet efterforske, siger han til Berlingske Tidende.

/ritzau/