Den 19-årige gymnasieelev Lauge Eilrich døde i februar, da han faldt ned fra en etageejendom på en skiferie med sine gymnasievenner.

I dag fortæller faren til Lauge, Simon Eilrich, i Jyllands-Posten om sønnens død, og han opfordrer gymnasier og forældre til at gøre op med de unges druk-vaner.




- Det er et problem, at der er fri druk. Det er ikke bare gymnasiernes skyld, det er også hjemmenes skyld. Det er forkert at tro, at det er dåbsattesten, der afgør, hvornår folk er klar til at stå ud her i livet, og vi mister unge på den konto, siger Simon Eilrich til Jyllands-Posten med henvisning til, at fire unge inden for de seneste 13 måneder er døde i forbindelse med gymnasiefester, studieture eller skiture med gymnasievenner.

Lauge Eilrich havde 1,2 promille i blodet, da han faldt ud af et vindue i femte sals højde, på et skisportssted i Frankrig.

- Han er langt fra den første gymnasieelev, der er død på tur, og det vil ske igen. Man kan ikke sige, at Lauge er død på grund af sanseløs beruselse, men jeg tror, at man er nødt til at overveje, om det er fornuftigt at lade unge, der kommer fra 9. klasse, blive voldsomt berusede fra starten af gymnasiet. Der har både gymnasier og forældre et ansvar, siger Simon Eilrich.

HVAD SYNES DU OM UNGES DRUK PÅ STUDIETUREN? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKELEN



Han understreger dog, at han ikke bebrejder gymnasiet for sønnens død.

Specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen Kit Broholm siger til Jyllands-Posten at ungdomsuddannelserne kan være med til at sætte en stopper for det massive alkoholindtag blandt eleverne ved at stramme alkoholreglerne på og uden for skolen.

- Der er en ganske særlig alkoholkultur, som vi har tilladt i Danmark. Men det er noget som kan ændres, siger hun og påpeger at gymnasieture og gymnasiefester godt kunne være fri for alkohol. Gymnasiefester kunne laves til temafester i steder, så det ikke er alkoholen alene, der skal gøre festerne sjove:



- Det er at springe over hvor gærdet er lavest, når uddannelsesstederne lader alkoholen flyde for at få en sjov fest. Og en studietur er arbejde for eleverne. Jeg kan ikke se, at det er relevant med alkohol på de ture, siger Kit Broholm.

Formanden for Gymnasieskolernes rektorforening Jens Boe Nielsen siger til Jyllands-Posten, at gymnasierne kun kan tage ansvar for egne studieture og gymnasiefester, fordi skiture er arrangeret af eleverne selv.

Og så opfordrer han forældrene til at komme på banen.

- Der er en alt for stor tendens til, at forældre slipper håndtaget, når børnene er færdige med 9. klasse. Jeg oplever alt for ofte, at forældrene er fraværende i den periode, og jeg appellerer i høj grad til, at forældrene tager et større medansvar her, siger Jens Boe Nielsen til Jyllands-Posten.