Det var ikke udelukkende klapsalver og begejstring, der mødte Bjarne Riis og tidligere Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen, da de torsdag offentliggjorde deres comeback til professionel cykling med opkøbet af det danske kontinentalhold Virtupro-Véloconcept.

Dansk Idræts Forbunds (DIF) direktør, Morten Mølholm, udtrykte efterfølgende sin bekymring over, at Riis og hans doping-historik nu er tilbage i dansk cykelsport. Især fordi DIF-direktøren ikke føler, at Bjarne Riis har fortalt hele sandheden om sin fortid som holdejer for Team CSC.

»Problemet er bare, at hvis man ikke erkender, at man har gjort noget forkert og lægger alle kortene på bordet, så er risikoen for, at det går galt igen absolut til stede,« udtalte Morten Mølholm til DR.

Men det vil Riis' kompagnon og nære ven Lars Seier Christensen overhovedet ikke finde sig i, og han kalder i et opslag på sin facebook-profil DIFs reaktion for 'HELT uacceptabel' og truer med retssag.

»Der er intet juridisk belæg for disse kommentarer, og DIF skader danske talenter, dansk cykelsport og de underminerer ikke bare vore, men alles ambitioner og kommercielle interesser. Nu har jeg lyttet til dette i flere år, som sponsor, støtte og investor i dansk cykelsport - og ærligt talt? Jeg gider ikke mere.«

»Så indenfor kort tid - såsnart mine advokater har vurderet den ansvarspådragelse dette medfører for de relevante personer - vil jeg tage kontakt til DIF og forklare dem, hvor skadelig deres opførsel er. Hvor meget ude af trit de er med sporten og dens fans. Og hvis det ikke er nok - så må jeg jo forklare dem, hvilke legale og kommercielle konsekvenser, det kommer til at få, hvis dette ikke ophører fremadrettet.«

»Bjarne og jeg har investeret 40 mio surt optjente kroner i dette projekt og jeg kommer ikke til at finde mig i mere underminering af dette projekt, som er baseret på enkelte individers personlige præferencer og uden juridisk fundament. Den økonomiske skade dette måtte påføre os, vil de ansvarlige blive stillet til ansvar for,« skriver Lars Seier og runder af med en opfordring til DIF.

»Stop nu jeres korstog, kære venner, og hjælp os istedet med at bringe cykelsporten videre. Det er tid at se fremad, ikke bagud.«