Når jeg taler med unge mennesker, så tror jeg faktisk, det hyppigst stillede spørgsmål er: Er det ikke fedt at være kendt? Men det er umuligt at svare på. Det ærlige svar er ’nej’, men det er der alligevel ingen, der tror på. Alligevel forsøger jeg at gøre mig umage for at svare dem. Og jeg plejer at sige: - Det handler ikke om at være kendt. Det handler om at være anerkendt. Og der er en hulens forskel.
Kendt kan enhver idiot blive. Man kan f.eks. bare løbe ind over en fodboldbane – i fuldskab under en VM-kamp! Anerkendelse er en langt sværere disciplin. Det er også noget, alle kan få... men ikke uden at der bagved ligger en stor præstation.
Og her er det, at det flyder lidt sammen for en masse mennesker, for de tror, at anerkendelse er det samme som at vinde f.eks. en talentkonkurrence. Og nuvel... man anerkender, at vinderen har et talent. Men skal anerkendelsen række bare lidt ud over det, så kræver det en lang, sej vej fremad.
Så meget desto mere glædede det mig at se en erfaren, dygtig og professionel musiker som Kim Wagner få chancen i TV2s talentprogram ’Voice’. Udover at han indiskutabelt er talentfuld, så ved jeg også, at han i høj grad er klædt på til rent faktisk at få noget ud af at være med i sådan et show. Han har allerede taget det lange, seje træk!
Man kan med rimelighed sige, at langvarig anerkendelse kræver en vedholdende og dygtig indsats, og det fede ved anerkendelse er, at den kan findes indenfor alle brancher. ALLE! Man kan få anerkendelse som flaskedreng og dermed stige i graderne. Eller opvasker. Det er som regel den ekstra indsats, der belønnes med anerkendelse. Men det skal også siges, at der er mange, der aldrig oplever anerkendelse på trods af stort talent og gåpåmod.
Hvis det står til troende, hvad jeg kunne læse i formiddagsaviserne, så valgte sanger og opfinder Anders Frandsen at afslutte sit liv, fordi han ikke følte sig anerkendt. Man kan godt sige, at det jo bare var en følelse hos ham, men hvis hans antagelse havde været forkert, så ville han sikkert have mærket det anderledes.
Folk kan komme nok så mange gange og fortælle mig, at Tommy Seebach faktisk var en indiskutabelt dygtig sangskriver og musiker, og jeg ville give dem ret, men det ændrer ikke ved, at hans samtid ikke anerkendte ham. De stemmer, der nedgjorde ham, talte med større magt end dem, der hyldede ham. Og man skal være gjort af et helt særligt stof, hvis man skal kunne klare hele tiden at blive slået tilbage. Tommy kunne ikke, og hvad hjalp det så, at han var kendt?
Jeg ville sådan ønske, at skoler, forældre, medier og arbejdsgivere ville skabe mere fokus på anerkendelse. Der er så utroligt mange mennesker, som hver dag møder op på arbejdet og yder en ekstra indsats, uden det nogensinde bliver bemærket. Den slags mennesker kan godt ende med helt at miste troen på sig selv. Vi skal bygge hinanden op og holde op med at hylde det at være kendt. Kendis-effekten kan højst afstedkomme et par gratis biografbilletter i ny og næ. Og hvad så?
Anders Frandsen havde frabedt sig alt kendis-hurlumhej ved sin bisættelse. Og det fortæller os på sørgelig vis, at det til syvende og sidst ikke handler om de forjættende avisforsider, men blot om det velmente skulderklap, som i hans tilfælde måske udeblev.
Læs i øvrigt dagens breve her på bt.dk/brevkasser. Her er spændende dramaer om jaloux stedmødre, ældre ægtepar, der ikke kan blive enige om radioprogrammerne, og om gifte kendis-mænd, der anskaffer sig, og dernæst dumper, en elskerinde.
brev_tag_annette
