Hej Annette. Jeg har et meget personligt spørgsmål om et forhold jeg har haft til en meget kendt mand, som virkelig har snuppet mit hjerte og som lige har kasseret mig.
Det er ikke et forhold jeg er stolt over da han er gift, men jeg blev glad for ham, og nu kan jeg ikke glemme ham og komme videre.
Jeg har ikke haft nogle at snakke med det om, men brød sammen nytårs aften og måtte fortælle det til min søster. Hun siger jeg skal glemme ham og tage det som en oplevelse, men det kan jeg ikke.
Hilsen L.
Kære L!
Du har intet at vinde på den konto. Du overvejer sikkert at gøre ham ondt, straffe ham, fortælle det vidt og bredt – eller om ikke andet true ham med at gøre det. Men du ender som den tabende part. Du skal suge luft ind og ryste på hovedet af en mand som ham, der gerne vil lege med dig og dermed sætte det, han i øvrigt har over styr. Jeg siger det, fordi jeg har prøvet lige præcis det samme. Dog med den forskel, at jeg ikke troede, han var i et forhold. Det kunne jeg til gengæld læse mig til i SE og HØR. Det er mange år siden nu, men det var egentlig først, da jeg fik modet til at fortælle ham, hvad jeg mener om en mand som ham, at jeg helt kunne give slip. Men jeg synes måske, du er gået ind til det med åbne øjne: Du vidste, han var i forhold. Uanset hvad han har lovet dig, så bør bruge din sunde fornuft og vide, at det aldrig kan blive til noget seriøst.
Spild ikke dine gode kræfter på en mandsling som ham din kendis-ven. Hold dig for god til den slags og kig efter en anden. Der er masser af solide mandfolk derude, som er spændende.
Knus fra Annette
brev_tag_annette