I løbet af det sidste døgn har politiet anholdt fire mænd og fundet adskillige våben i relation til bandekrigen.
Politiets indsats mod bandemedlemmer i København gav i går pote, da tre forskellige aktioner bragte ulovlige våben frem i lyset.
Tre skarpladte maskinpistoler, to pistoler, tåregasspray og totenschlægere blev udbyttet, og fire mænd i alderen 24 til 29 år er nu varetægtsfængslet for to uger.
- Vi har skruet op for aktiviteten i jagten på de ulovlige våben, siger Henrik Svindt, der leder Københavns Politis enhed mod bandekriminalitet.
Første våbenfund i går var en maskinpistol, som politiet efter et tip fandt i en kabelkasse i en kælder i Tjørnegade tæt ved Blågårds Plads på Nørrebro. Et magasin med skarpe skud var sat i maskinpistolen.
Næste fund gjorde politiet, da to mænd blev standset i en udlejningsbil på Frederikssundsvej nær Hulgårds Plads. Manden på passagersædet forsøgte at stikke af til fods og smed i den forbindelse en skarpladt pistol fra sig. Ifølge politiet er der tale om kendte ansigter fra indvandrerbandemiljøet.
Tredje fund fylder mest i politiets lager af konfiskerede våben. Ved en ransagning i går aftes af en lejlighed på Rørsangervej i Københavns nordvestkvarter fandt politiet to maskinpistoler med tre tilhørende magasiner. En 9mm-pistol med magasin dukkede også op, sammen med tåregasspray og to totenschlægere - en slags knipler.
To unge mænd på 24 og 25 år blev anholdt på adressen.
/ritzau/
