Alle spillerne til fredagens Super Cup hædrede den afdøde Sevilla-spiller. For ti dage siden faldt deres holdkammerat om på banen under en kamp.

Fredag aften var Sevillas spillere på banen for at spille fodbold for første gang siden, Puerta døde. De skulle en gang for alle have afgjort Super Cup'en mod AC Milan, selvom fodbold kunne virke meningsløst, når sorgen stadig var så tæt på spillerne.

Men kampen blev da også spillet i afdøde Antonio Puertas navn. For alle spillerne - både Christian Poulsen og hans kammerater, men også Kaká og resten af Milan-holdet spillede nemlig med Puertas navn på trøjerne.

Kampen i Monte Carlo blev naturligvis indledt med et minuts stilhed for Puerta, der døde forrige tirsdag af et hjertestop - bare 22 år gammel og med en gravid kone derhjemme.

Milan vandt i øvrigt opgøret, selvom Sevilla kæmpede det bedste, de havde lært for deres døde ven:

- Det var en hård aften for os. Vi ville vinde for at ære Puerta, men det ville ikke gå sådan, sagde Sevillas Jesus Navas efter kampen.