SYDNEY: OL-byen for atleterne syder af sprut, sex og rock'n'roll.
Verdens førende atleter kæmper deres livs kamp for at komme til OL.
Men mange af dem vil ikke bo i OL-byen, hvor de mange idrætsfolk er indkvarteret. Der er simpelthen for meget gang i den i den måned, atleterne er indkvarteret.
Derfor vælger de førende atleter at tjekke ud af byen i samme øjeblik, de er kommet ind i den forjættede verden. For at hvile sig og for at kunne træne og koncentrere sig.
Men der er også en anden grund: Der er simpelthen for hektisk i OL-byen.
For meget sprut, sex og rock'n'roll.
Det svenske svømmehold er nogle af dem, der har valgt at tjekke ud af OL-byen og har i stedet indkvarteret sig i Adelaide syd for Sydney.
"OL-byen er verdens største voksen-kollektiv. Og der er en konstant erotisk stemning i luften. En del taber hovedet med alle de indtryk og glemmer, hvorfor de er kommet til OL. I de tidligere OL var kvinder og mænd adskilt fra hinanden, og så gik det kun ud på, hvordan man kom over til det andet køns lejr. I år bor kønnene for første gang sammen," siger de svenske svømmeres forbundskaptajn, Hans Chrunak, der er med til sit fjerde OL.
Hans synspunkt på OL-byen deles af svømmeren Nikki Dryden, som var med til OL i 1992 og 1996 og til Sports Illustrated siger:
"Sommer-OL er som én stor studenterfest. Man er der i tre uger og kommer formodentlig aldrig til se de mennesker igen. Og så gør man ting, som man aldrig ville have gjort under normale forhold."
Sports Illustrated kan også berette, hvordan det er normalt, at elite-atleter hænger i armene fra balkoner, når kvindernes rum blev tjekket forud for sengetid. Når kontrollørerne så igen var gået, kastede de sig lystigt over deres kvindelige kollegaer.
De svenske brydere har også taget konsekvensen af den meget støj i OL-byen, og bor i stedet på "Guldkysten" syd for Brisbane.
"Der er for mange folk og for meget ståhej i OL-byen. Der er for meget af alt og alle. For mange mennesker og for mange journalister. Der er for mange forstyrrende elementer. Maden er også gratis, og det er ikke godt for vores drenge, som skal holde vægten," siger bryderen Frank Steen.
Men selv om der ikke er tvivl om, at det går lystigt for sig i OL-byen, når pressemøderne er afsluttet og kameraerne slukket, holder de fleste tæt med, hvad der virkelig går for sig inde bag de beskyttende mure.
De få, der har løftet en flig af den olympiske virkelighed, har alle måttet krybe til korset.
Da den engelske atlet Jonathan Edwards således afslørede, at de engelske svømmere havde festet vildt og levet et liv, der ikke ligefrem er passende for top-atleter, blev han tvunget til at trække sine udtalelser tilbage.
"Jeg så ikke hele billedet klart," udtalte han, efter at han havde fået en skideballe for sine afsløringer om forholdene i lejren.
Endnu har der ikke været de store skandaler om danske atleters deltagelse i orgier i OL-byen, selvom alle er indkvarteret i byen.
Danmarks Idræts Forbund ser nemlig helst, at alle danske atleter er indkvarteret i OL-byen.
"Alle OL-deltagerne bor i OL-byen, og det vil de helt sikkert også være bedre tjent med end f.eks på et hotel, hvor der ikke er nogen sikkerhedsforanstaltninger, hvor pressen har adgang, og hvor ingenting er gratis," skriver Danmarks Idræts Forbund i sin "OL Håndbog".
Også når de danske atleter er færdige med deres konkurrencer, skal de blive i byen, indtil OL slutter.
"Naturligvis under forudsætning af, at de, der stadig er i konkurrence, skal have fred til at koncentrere sig. Det har langt de fleste ønsket at benytte sig af, og derfor er OL også en stor social begivenhed for deltagerne," skriver Dansk Idrætsforbund - måske i en erkendelse af, at det til tider kan blive lige lovlig vildt.
Eneste danske indikation af den seksuelle spænding i OL-byen kunne ses i Atlanta i 1996, hvor Bjarne Riis og Anne Dorte Tanderup fandt sammen under deres fælles ophold i byen.
Facts om OL-byen:
Indbyggertal: 10.300.
Byggesum: 300 millioner kroner.
Længde: 1,5 kilometer
Bredde: 500 meter
Faciliteter: Skadestue, træningsbaner, gymnastikrum, spa, swimmingpool,
cykelbaner, løbebaner, basketbaner, volleyballbaner og tennisbaner.
Private forlystelser: Biograf, spillehal og et indkøbsstrøg, billard,
musikrum og shows.
Antal måltider serveret hver dag: 60.000
Antal pladser i spisesalen: 4.800
Sex-byen
kilkaya stream group placeholder