Siden TV 2 i december kunne bekendtgøre, at man havde købt rettighederne til X Factor, har der været spekuleret i, hvem der skulle bestride tjansen som dommer, når talentshowet rykker til den konkurrerende kanal til næste år.

Onsdag bekræftede Thomas Blachman, at programmet slet ikke kan eksistere uden ham, og at han selvfølgelig derfor smutter med over på TV 2. Hvem der vil sætte sig til bords med ham er dog endnu ikke kendt.

Men nu har Remee lagt et opslag på Instagram, som kunne tyde på, at det i hvert fald ikke bliver ham.

'En epoke og stor del af mit liv er slut.. Jeg har taget 11 deltagere til finalen på 8 sæsoner og 4 af dem helt i mål.. Har grint, grædt, kæmpet og lært mere end jeg nogensinde havde forestillet mig man kunne af et TV show - er så taknemmelig for alle de dygtige mennesker jeg har arbejdet med og lært at kende. Muligheden for at arbejde med de bedste af de bedste i sit felt er en sand gave,' skriver Remee og hashtagger sin salut #NoMoreAuditions (ikke flere auditions, red.).

BT arbejder på en kommentar fra musikproduceren.

TV 2 har ikke ønsket at kommentere Remees udmelding eller bekræfte, at hans ord skal læses som et farvel til X Factor.

»I går meldte vi ud at Thomas Blachman bliver dommer på X Factor på TV 2, hvilket vi er utrolig glade for. Jeg kan ikke kommentere yderligere på, hvem vi taler og ikke taler med på nuværende tidspunkt,« siger underholdningsredaktør Dorte Borregaard til BT.

Remee har dog tidligere afsløret, at han er blevet spurgt af kanalen:

»Jeg har fået tilbuddet fra TV 2, men jeg har endnu ikke truffet min beslutning,« sagde han til BT for en uge siden.

Bookmakere var ellers så sikre på Remees fremtid i X Factor, at Danske Spil onsdag meldte ud, at det kun ville give pengene 1,15 igen, hvis dommeren takkede ja til endnu en runde.

»Nu hvor Thomas Blachman har sagt ja til at overgå til TV2, så forestiller vi os, at hans gode kollega gennem flere sæsoner, Remee, også takker ja,« sagde oddsansvarlig hos Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen, onsdag og tilføjede:

»Remee har tidligere udtalt, at han ikke diskriminerer tv-stationer. Derudover har han også udtalt, at han tror, TV2 kan gøre noget fantastisk med formatet. Vi vurderer derfor, at han er en oplagt kandidat og favorit til et sæde i dommerpanelet, hvilket odds 1,15 på Remee også indikerer.«

Som tredje dommer vurderer Danske Spil, at Sanne Salomonsen, Lina Rafn eller Lene Nystrøm kan være oplagte kandidater.