VM er stedet, hvor jeg vil se de største stjerner glimte. Vi har allerede set Neymar, Arjen Robben og måske lidt overraskende James Rodriguez fra Colombia – og nu Lionel Messi. Det, vi så fra ham, var vigtigt på mange planer: for ham selv, for Argentina og for hele turneringen.
Han har allerede lavet vigtige mål i de første kampe, men i kampen mod Nigeria så vi ham for alvor træde frem på den store scene. Det er afgørende, både for ham selv og for Argentinas drømme, for der er selvfølgelig kæmpe forskel på offensiven med og uden ham.
Log ind på BT PLUS eller køb dagens avis, hvis du vil læse hele klummen ...
Der er masser af gode spillere til VM. Langt færre rigtig gode spillere. Lionel Messi tilhører den sidste kategori, og jeg synes, at han nu begynder at vise det spil, vi ved, han kan levere. Foråret i Barcelona har været præget af skader, og selv på et stjernespækket hold er det tydeligt, hvor stort savnet af Messi er, når han er ude med skader. Det samme gælder Argentina, som man så det i den sidste halve time uden Messi. Så mangler den spiller, der kan iscenesætte de andre, og som – og det er ekstremt vigtigt – sætte modstandere af.
Jeg har skrevet det før og synes, at turneringen viser det tydeligt: der er mindre og mindre forskel på holdene, og derfor er det stjernerne, der gør forskellen. Man kan ikke aflevere sig til sejre. Der skal også være dem, der tør udfordre og afdrible. Det er, hvad Messi kan. Han kan vinde mand-mand-duellerne – ja, man fristes til at sige mand-mænd, for ofte er det to modspillere, han skal forbi. Jeg ser, at Lionel Messi får stadig mere frihed på det argentinske hold. I den første kamp mod Bosnien spillede man indledningsvist 5-3-2, hvilket landstræner Sabella heldigvis hurtigt kom fra. Kampen mod Iran var heller ikke præget af den store opfindsomhed, så jeg må sige, at Argentina er godt i gang med at spille sig i form, så man sammen med Brasilien får en stadig større favoritrolle.
For begge hold gælder, at jeg er usikker på, om det forsvarsmæssigt kan holde. Og det er faktisk ret typisk for dette VM, hvor det er angrebsspillerne, der dominerer. Det er fantastisk glædeligt, og det skyldes jo, at flere af holdene tør satse på det, de er bedst til. For både Brasilien og Argentinas vedkommende er det offensiven, og især for Argentina er det gældende, at navnene er langt større fremme end tilbage.
Og lad os lige se lidt på den offensiv. Som jeg ser det, er den bedste formation den, hvor Ezequiel Lavezzi er med. Den er den mest balancerede, fordi han deltager i det indledende defensive arbejde, hvilket Sergio Aguero ikke gør i samme grad. Lionel Messi ved godt, at han skal spare kræfter til offensiven, så det er et hold, der kan blive løbet over ende.
Endelig mangler man også at få Gonzalo Higuain i gang. Men Messi virker tilpas i sin meget frie rolle. Han må lave, hvad han vil, hvilket vi så, når han trak ud på højrekanten, lod sig falde ned som falsk nier eller stødte med helt frem som forreste mand. Altså den samme rolle, som har givet ham så stor succes i Barcelona.
I forsvaret ser det til tider lidt usikkert ud. Det har en del at gøre med, at man ikke spiller ret kompakt, fordi – som jeg lige har skrevet – angrebskæden er meget lidt forsvarende. For jo bedre hold Argentina møder, jo mere påkrævet er det, at de får en bedre balance. De kan selvfølgelig bare score tre, fire, fem mål, og så er det underordnet, men den går nok ikke hver gang. Når det så er sagt, så ser jeg et hold, der i perioder spiller rigtig flot fodbold – og som bliver bedre og bedre.
Jeg vil også lige kigge lidt frem mod opgøret mellem Tyskland og USA, hvor medierne allerede spekulerer i konspirationer, fordi begge hold kan nøjes med uafgjort for at gå videre – og de to landstrænere, Jürgen Klinsmann og Joachim Löw, kender hinanden så godt. Glem det. Tyskland vil vise, at man har lært af fejlene mod Ghana og få den optimale holdopstilling på plads, for der er stadig en række uafklarede spørgsmål på det tyske hold, hvor Bastian Schweinsteiger måske er tilbage, hvilket kan give Philipp Lahm rollen som back. Og USA vil da også vinde. Der er ikke nogen, der kommer til at give sig. For selv om Klinsmann og Löw er venner, er de begge benhårde vindere i samme øjeblik, kampen går i gang.
