Han er helt uimponeret. Med en ro, der gør, man skulle tro, han havde været på det danske landshold i mange år.

Men det er første gang, Simon Pytlick er med til en slutrunde.

Med store stjerner som Mikkel Hansen og Niklas Landin, der er adskillige år ældre end ham.

Alligevel er det ikke noget, der kan mærkes på den 22-årige rolige GOG-spiller, der er stormet ind på VM-scenen. »Simon er bare Simon,« som det lyder.

Simon Pytlick har imponeret mange ved årets VM.
Simon Pytlick har imponeret mange ved årets VM. Foto: ANDREAS HILLERGREN
Vis mere

»Han kommer stadig ned til morgenmaden i sutsko og med en kaffe i hånden, som om det er noget, han har prøvet i 20 år. Det ligner det også, fordi han er uimponeret. Han elsker det, han laver, han nyder at være her. Han føler sig bekvem. Der er mange gode gutter, mange han kender, mange fra hans tidligere klub, så jeg tror ikke, det er så uvirkeligt for ham. Jeg tror, det virker meget hverdagsagtig,« siger Mathias Gidsel.

Billedet af Simon Pytlicks mundering om morgenen siger alt om, hvordan han er, lyder det fra Henrik Møllgaard.

En ung mand, der er moden, hviler meget i sig selv og ikke har skullet bruge flere slutrunder på at føle sig som en del af det hele.

»Det har været helt naturligt for Simon. Jeg er med på, der er et par fyre fra GOG, han kender i forvejen, men der er også mange andre, han har siddet og set i mange år og måske også set op til, hvor det bare er naturligt, at det jo også bare er nogle af drengene. Det er ikke så let, som det er at lave hopskud fra anden sal, som han også kan,« forklarer Henrik Møllgaard og fortsætter:

Simon Pytlicks fodtøj er blevet bemærket hos de andre spillere. For han går bare direkte til morgenmad i sine tøfler.
Simon Pytlicks fodtøj er blevet bemærket hos de andre spillere. For han går bare direkte til morgenmad i sine tøfler. Foto: Johnny Kokborg
Vis mere

»Det har han trænet i 10.000 timer, men det her med bare at vade ind og sige: 'Det er også bare håndboldspillere og nogle, som jeg har brug for, og de har brug for mig' … det har han virkelig klaret flot,« siger den rutinerede landsholdsspiller.

En tendens, han ikke kun ser hos Simon Pytlick, og det får smilet frem.

»Det vil jeg gerne rose mange af de nye unge for. Der er sgu ikke så meget pis, de sidder ikke og gemmer sig, de tør godt være en del af jargonen og det sociale liv, og det er også noget af det, som gør, vi endnu en gang står, hvor vi gerne vil være. Fordi vi har det rigtig godt med hinanden, alle de timer vi ikke er på banen,« siger landsholdsveteranen.

Simon Pytlick har efter flere kampe været på manges læber. Han er på kort tid blevet en profil.

Henrik Møllgaard er dybt imponeret over Simon Pytlick.
Henrik Møllgaard er dybt imponeret over Simon Pytlick. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og flere af de rutinerede kræfter har givet udtryk for, at de er dybt imponerede – og også overraskede. Men så alligevel ikke, fortæller Henrik Møllgaard.

»Jeg er ikke overrasket over, at Simon performer på så højt et niveau. Jeg er overrasket over, han har fået så stor en rolle, for det var ikke sådan, jeg havde set det. Det kan godt være, Nikolaj har haft en anden plan, det har han givetvis,« siger Møllgaard med et lille grin og roser, hvordan Simon Pytlick har taget ejerskab over venstrebacken.

Han kalder den unge GOG-spiller enormt moden af sin alder, og selvom det måske ikke lige stod skrevet i kortene, at det var nu, han for alvor skulle have sit gennembrud, har han grebet chancen og er måske endda sprunget et par led over i sin udvikling.

»Det er bare tydeligt at mærke, han er bare en moden fyr, hvor det virker helt naturligt, at han allerede er anfører i GOG. Det bliver man ikke, bare fordi man er en god kammerat. Det gør man, fordi man har hovedet med sig,« siger Henrik Møllgaard.