Den amerikanske blogger og millionær Melissa Jeanine bliver lagt for had på internettet, efter hun på Twitter skriver, at 'fattige mennesker har ingen klasse'.

Melissa Jaenine, som står bag bloggen 'Positivity Right Now' har, på trods af bloggens navn, ikke skrevet nogen særligt positive tweets.

På Twitter skriver hun ærligt - måske lidt for ærligt - hvad hun mener om personer, der ikke har særligt mange penge.

Her skriver hun blandt andet:

'Fattige mennesker har som regel ingen klasse, har virkelig dårlige manerer, ingen takt og tone og har bare ingen klasse.'

Sådan starter Melissa Jeanine efterfulgt af flere andre tweets:

'For nogle år siden, da jeg blev gift, ville jeg gerne blive venner med mine naboer i mit nye lejlighedskompleks. For at bryde isen havde jeg bagt nogle cookies, som jeg puttede i en stor Tupperware og delte ud til de andre kvinder på kontoret.'

'Ikke nok med, de ikke engang sagde tak for mine cookies, beholdt de min Tupperware og talte aldrig til mig igen. Vi boede der i to år. Ikke én af dem siden den dag sagde et enkelt solidarisk ord til mig.'

'En anden gang, da jeg arbejdede i et forsikringsselskab, og det var min tur til at tage en kage med på arbejde i anledning af en kollegas fødselsdag. Jeg tænkte 'i stedet for kage, laver jeg en gourmetdessert.' Jeg brugte to dage til at forberede 48 håndlavede Hershey's chokoladekager.'

'Vores teamleder, en ældre kvinde, var sur over, at jeg ikke medbragte en kage. Så hvad gjorde hun? Hun købte selv en kage og sagde til mig: 'Vi sætter bare dine chokoladekager ud på bordet ved siden af kagen, hvis folk vil have en, kan de tage en.'

Sådan starter en nærmest kavalkade af tweets fra Melissa Jeanine. Hun skriver også blandt andet:

'Dette er 15 år siden, og her lærte jeg en lektie. Det var sidste gang jeg nogensinde gjorde noget spektakulært for nogen som helst middelmådige, middelklasse, fattige tabere. De har ingen manerer, takt og tone eller sætter pris på fine ting.'

'Og nu? Nu giver jeg min sociale omgangskreds friske blomster, vin, frokost og køber dem flotte, overdådige gaver. Og de deler til gengæld deres netværk med mig. Det slår da lidt de lede kællinger, der ikke ville give mig min Tupperware til 10 dollars tilbage, hva?'

Sådan følger flere tweets, som nu har affødt en masse vrede kommentarer.

'Jeg håber, at du om nogle år vil kigge tilbage på denne tråd og blive ked af den person, du er. Ikke underligt, at disse personer behandlede dig dårligt.'

'Jeg troede, det her var en parodi. Jeg har læst hele tråden igennem for at lede efter en pointe. Der var ikke nogen. Måske fordi, det er en person uden klasse, der har skrevet denne tråd. Skam dig.'

Selvom mange personer har haglet Melissa Jaenine ned og kritiseret hendes opslag, lader det ikke til at genere hende.

På sin Twitter svarer hun igen ved at sige, at hun er ligeglad med, hvad folk mener om hende.

På sin blog beskriver Melissa Jaenine sig selv som en, der voksede op i 'middelklassen' og bestemte sig for at starte sin egen forretning og er nu 'millionær'.

Hun fortæller også, at da hun blev mere velhavende, gad hun ikke tale med sine 'middelklasse-venner' længere.