Det har længe været noget, der blev talt om i krogene, men nu er det officielt: Dizzy Mizz Lizzy udgiver et helt nyt album i slutningen af marts 2016 – deres første i 20 år – og følger det op med en Danmarksturné i sommeren 2016 med 'få, velvalgte jobs', som gruppens bookingbureau PDH formulerer det.

En turné, hvor gruppen spiller en række nye sange for første gang.

Før jul offentliggjorde bandet deres eneste indendørs koncert i 2016 i Tinghallen i Viborg 29. april, og nu annoncerer de så for første gang en af deres udendørs koncerter i 2016. Det bliver den 27. maj på Rådhusplænen i Rødovre med Dúné og Love Shop som special guests.

Forsalget starter på Billetlugen.dk nu på søndag den 10. januar klokken 10.00.

Dørene åbnes klokken 16.00, og billetten koster kroner 295,- + gebyr

2015 har været et hektisk år for Dizzy Mizz Lizzy, som indledte året med at udgive deres første nye single i 19 år, "I Would If I Could But I Can't", fulgte den op med endnu en single, "Made to Believe" og spillede for omkring en halv million danskere ved en udsolgt indendørsturné og en række store festivalkoncerter. Bandet blev desuden portrætteret i biografien "Dizzy Mizz Lizzy – En drengedrøm" af Jan Poulsen, der tidligere har skrevet bøger om blandt andre Sort Sol, David Bowie og Eik Skaløe.

Året sluttede officielt for bandet den 7. november ved Danish Music Awards, hvor dets sanger, sangskriver og guitarist, Tim Christensen, modtog IFPI's Ærespris, der regnes for den største pris, en musiker kan få i Danmark. En pris, der bringer ham i selskab med navne som Gasolin', Sebastian, Gnags, Sanne Salomonsen, Salomonsen, Anne Linnet, Nik & Jay, TV-2, Thomas Helmig og D-A-D (men overraskende nok ikke Savage Rose, der endnu ikke har modtaget den).

Dizzy Mizz Lizzy ser dog nu fremad mod deres kommende tredje album.

»Det er snart 20 år siden, vi sidst udgav et album, så vi er selvfølgelig spændte på at få nogle reaktioner på det nye materiale. Men vi glæder os også til at se, hvordan det vil stå distancen over for de gamle og velkendte sange, som store dele af vores publikum nærmest kender udenad,« fortæller Tim Christensen. Han fortsætter:

»Sangene på vores to første plader er skrevet og indspillet for mere end 20 år siden, og selv om vi er stolte af de gamle sange og elsker at spille dem, er vi et andet sted i vores liv i dag. Vi skal ikke konkurrere imod vores egen fortid, men kan vi skabe noget nyt og relevant, der dels kan få sit eget liv, dels fungere sammen med det gamle, er vi lykkedes med vores mission,« fortæller Tim Christensen.

Han lægger netop nu sidste hånd på indspilningerne af det nye Dizzy Mizz Lizzy-album med bassisten Martin Nielsen og trommeslageren Søren Friis-Larsen. Pladen er skabt i et tæt samarbejde med Jacob Hansen, som blandt andet har produceret flere af Volbeats plader.

Af Ole Rosenstand Svidt / GAFFA