Panik. Frustration. Ærgrelse. Tre følelser der strømmer over en, når man har mistet sin pung. Følelserne bliver dog afløst af en ro, når det går op for en, at pungen er tabt, og at der ikke er meget andet at gøre, end at få spærret kortet og købe en ny.

Journalisten Tim Burrows fra England oplevede de samme følelser, da han tilbage i 2003 mistede sin pung på Reading Festival, hvor blandt andre Metallica, Linkin Park og Blur var blandt topnavnene.

Til Tim Burrows' store overraskelse har en mand kaldet Giles her 14 år senere besluttet sig for at række ud til Tim Burrows. Hans glemte pung har nemlig haft stor betydning for en vennegruppe de sidste 14 år.

Giles følte nemlig, at han skulle fortælle Tim Burrows, at der siden 2003 har været afholdt en årlig drukkonkurrence i Tim Burrows' navn: 'The Tim Burrows Drinking Challenge'.

I 2003, da Tim Burrows mistede sin pung, blev pungen fundet af en mand, som afleverede pungen på festivalens hittegodskontor. Men inden pungen blev indleveret, blev der taget 10 pund ud af pungen.

De 10 pund blev brugt til at købe en masse flasker af den stærke cider 'White Lightning', som så blev delt i vennegruppen. Cideren holder angiveligt en alkoholprocent på 8,4%.

Vennegruppen tager ikke nødvendigvis på Reading Festival længere, men drukkonkurrencen bliver fortsat afholdt. Senest ved nytår.

Reglerne i 'The Timothy Burrows Drinking Challenge' er simple. Der laves tre hold med fem mand på hver. De fem mand skal så hurtigst muligt drikke tre liter af den stærke cider.

Til nytår blev der fundet en vinder efter fem minutter, mens et andet hold ikke formåede at afslutte den traditionsrige konkurrence. En af holdkaptajnerne endte med at bruge resten af sin nytårsaften rullet ind i et tæppe.

Giles indrømmer, at det var barnligt og ulovligt at tage pengene, men han synes, Tim Burrows fortjente at vide, at der nu bliver afholdt en traditionsrig drukkonkurrence i hans navn. Giles tilbyder endda at betale de 10 pund tilbage.

Tim Burrows har dog delt beskeden fra Giles på Twitter, så der er ikke meget, der tyder på, at Tim Burrows er sur over de mistede 10 pund. Tværtimod. Han skriver nemlig, at han er rørt over æren.