Protester virker nu engang bedst, når de sniger sig ind på folk.

Og det er lige præcis, hvad 82 kunstnere i øjeblikket gør med deres subtile #brandalism-reklamer, der har indtaget reklamesøjler i hele Paris under det igangværende klimatopmøde. Frem for at kravle op i et vandtårn med en graffitidåse, bruger protestbevægelsen virksomhedernes egen jargon i form af bannerreklamer.

Projektet er lavet af 82 kunstnere fra 19 lande, og mange af reklamerne refererer direkte til og kritiserer en række af konferencens hovedsponsorer, såsom Air France, Volkswagen og Dow Chemicals, ved at bruge virksomhedernes egne reklameslogans og reklameæstetik som våben.

Verdens ledere er lige nu samlet til klimatopmødet COP21, hvilket blandt andet tæller både den russiske præsident Vladimir Putin og den amerikanske præsident Barack Obama, der for et øjeblik har lagt snakken om terror på hylden. For klimaets skyld kan vi kun håbe på, at reklamerne fanger deres opmærksomhed.

Protestbevægelsen breder sig naturligvis også på de sociale medier, hvor folk spreder budskabet ved at lægge billeder op af reklamerne.