Den republikanske præsidentkandidat, ejendomsmatador og kontroversielle milliardær Donald Trump har skabt ret mange overskrifter i 2015.

Og desværre virker det som om, at hans popularitet kun stiger i takt med de tåbelige udtalelser, han igen og igen får sneget ind i det politiske ræs.

Uanset hvad, har han fyldt ret meget i 2015, og vi har derfor lavet en lille liste over hans mest opsigtsvækkende øjeblikke i år.

1. Håner handicappet reporter

Hvis en dansk politiker hånede en handicappet journalist, så var personen sandsynligvis blevet fyret omgående. I USA kan man – hvis man er republikansk præsidentkandidat og Donald Trump – åbenbart godt slippe afsted med det meste.

I november kunne man således opleve Donald Trump parodiere en handicappet reporter Serge Kovaleski på TV – og derefter benægte det.

Det sørgelige angreb skyldes, at ejendomsmatadoren flere gange, som skyts i sin anti-islamistiske kampagnestrategi, havde refereret til en artikel skrevet af journalisten tilbage i 2001. Faktisk havde han refereret til en specifik oplysning, som journalisten delvist afkræftede i Donald Trumps version. Det behagede ikke Donald Trump, som skød tilbage på journalisten ved at håne hans handicap. Meget elegant.

2. Indrejseforbud for alle muslimer

I december foreslog Donald Trump et totalt indrejseforbud for alle muslimer i USA.

Et forslag, der af flere medier og politiske personer er blevet ligestillet med nazisternes hetz mod jøderne. Det har dog ikke fået Donald Trump til at trække forslaget tilbage, men det har fået en lang række politikere til at tage afstand fra ham.

Ligesom der har været en underskriftsindsamling i gang, om at forbyde ham indrejse i Storbritannien. Det er i øvrigt værd at bemærke, hvordan manden omtaler sig selv i tredje person, når han har noget vigtigt at sige.

3. Hvem ville stemme på det ansigt?

Op til det endelige præsidentopgør mellem Republikanerne og Demokraterne  i USA er der opgør mellem fløjkandidaterne i hvert parti.

Donald Trump største modstander lige nu er derfor hans republikanske partifæller, der som ham også kæmper for den eftertragtede plads som republikansk præsidentkandidat. Og det gør Donald Trump naturligvis på sin helt egen måde ved at fornærme modstanderens ansigt.

I september blev han interviewet til Rolling Stone Magazine, hvor han om sin kvindelige republikanske modstander sagde:

»Look at that face, would anyone vote for that?«

Udover det faktum, at det er en virkelig barnlig – men ikke overraskende – kommentar fra Donald Trump, så kan man også hoppe ned på hans argumentationsniveau og diskutere, hvorvidt han er den rette til at komme med sådan et udsagn.

4. Trump Bloodgate

Trump annoncerede helt officielt sit kandidatur i juli. I august var han på besøg hos den højreorienterede tv-station Fox News, som egentlig burde være hans hjemmebane. Måske derfor blev han også en smule overrasket, da værten Megyn Kelly stillede ham nogle kritiske spørgsmål.

Donald Trump svarede igen ved at antyde, at Megyn Kelly måtte være påvirket af sin kvindelige cyklus. Altså menstruation, hvis du skulle være i tvivl.

5. John McCain er ingen krigshelt

Selv ikke den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain er gået fri for Donald Trumps skarpe tunge. I juli forklarede præsidentkandidaten således på tv, hvordan John McCain i hans øjne ikke er en krigshelt, eftersom han blev skudt ned i Vietnam og holdt fanget i fem år i Hanoi.

Og folk, der bliver fanget, er per definition tabere, ifølge Donald Trump.

 

6. Hillary-tweet

Donald Trump er vild på Twitter. Og selvom han formentlig har en hel hær af folk til at bestyre platformen, så er hans Twitter-retorik altså spot on på hans person. Det virkede derfor også meget belejligt, at han valgte at benægte følgende svirper til Hillary Clinton i april.

Men det gjorde han. Altså benægtede, at det var ham. I stedet forklarede han, at det var en medarbejder med adgang til hans Twitter-konto, der havde skrevet tweetet. Efter det var blevet slettet, var der heldigvis gode folk, som havde sendt det videre ud i cyberspace. Og internettet glemmer aldrig.

7. Hotline Bling

Men Donald Trump har også en sjælden gang øjeblikke, hvor han ikke fornærmer nogen – andre end sig selv. I november takkede præsidentkandidaten naturligvis ‘ja tak’ til en invitation på det ugentlige og toneangivende comedy-show Saturday Night Live eller bare SNL.

Her deltog han i en parodi på et af årets største hits, ‘Hotline Bling’ af Drake. Vi kan vist godt afsløre, at Donald Trump ikke kan danse.

Men så igen, det er svært at forestille sig, at andre end Drake kan slippe afsted med de bevægelser.