En mystisk mand sneg sig ind i skøjtehallen i udkanten af Moskva.

I hallen huserer Eteri Tutberidze, der er kendt for at opfostre russiske vidunderbørn på skøjter, men hun er også berygtet for sine benhårde metoder, der næppe ville finde vej til en eneste lærebog i den vestlige verden.

Den russiske træner er desuden forbundet med dopingsager – senest ved OL i  Beijing, hvor 15-årige Kamila Valieva kom i hele verdens søgelys, efter dopingfælden havde klappet.

Skøjteløbsguruen med rædselsregimet er havnet i en ny sag, men denne gang er det hende, der er i offerrollen. Det fortæller RBC Sport.

Her er hun sammen med Valieva under OL.
Her er hun sammen med Valieva under OL. Foto: David J. Phillip
Vis mere

En mystisk mand iført vest har således forsøgt at brænde Khrustalny-træningsanlægget ned, og det er her, Tutberidze udfører sin omdiskuterede træning med olympiske stjerner som Anna Shcherbakova, Alexandra Trusova og førnævnte Valieva.

Videoklip fra overvågningskameraer viser, hvordan manden hælder en dunk benzin ud på isen og tænder ild til det.

»Alle forældre ønsker, at deres børn skal træne i Khrustalnyj, og det er fuldstændig afsporet. Jeg formoder, at det kan have noget med det at gøre, men jeg har ikke alle detaljerne,« siger Renat Laishev, der er leder af sportskomplekset, som skøjtehallen er en del af.

Branden blev stoppet, inden der kom rigtig gang i ilden, men det er fortsat uklart, om gerningsmanden er på fri fod.