De sidste mange dage er Danmark stået op til varme og en klar blå himmel, og det skal vi heldigvis vænne os til.

»Vi har et højtryk, der er på langtidsbesøg, og vi kan stort set love tørvejr de næste ti dage, vi skal måske endda helt hen omkring Sankt Hans, før der sker noget,« fortæller vagtchef hos DMI, Steen Hermansen. 

Lørdag bliver derfor også endnu en flot sommerdag i rækken med masser af sol til de fleste, svag vind og temperaturer op omkring 20 grader. 

»Det ser rigtigt pænt ud,« siger Steen Hermansen. 

Der kan dog komme lidt skyer særligt i Nordvestjylland, ligesom det bliver lidt køligere ved kysten. 

»Omkring de 15 grader,« fortæller vagtchefen. 

Han fortæller også, at temperatuen de kommende dage kan blive endnu højere, og at vi enkelte dage kan komme op på de magiske 25 grader, der markerer en rigtig sommerdag. 

Man kan derfor også godt planlægge en strandtur i weekenden, men vandtemperaturerne ligger stadig ikke så højt, men er på omkring 15 grader, siger Steen Hansen. 

Og så skal man huske solcremen. UV-indekset er nemlig stadig moderat.