Frostkolde temperaturer sætter nu en stopper for de relativt lune temperaturer, der har præget januar indtil videre.

»Det har været en kold nat, og kulden fra nordøst fortsætter de næste par dage,« siger vagthavende meteorolog Steen Rasmussen.

Vejdirektoratet og DMI har søndag morgen og formiddag en varsling ude om rimglatte veje.

»Vi har varsler ude særligt i Østjylland og på Sjælland, hvor vejene er frosne til langt oppe ad dagen,« siger Steen Rasmussen.

De koldere temperaturer kan give snebyger i løbet af ugen, fortæller meteorologen.

»Natten til onsdag kan vi få snebyger rundt omkring, og særligt i den vestlige del af landet,« siger Steen Rasmussen.

Temperaturerne vil ligge omkring frysepunktet og maksimalt fem graders varme.

Vejret vil blive ustadigt med snebyger og nedbør, men solen kan også titte frem.

»Vi får solen at se, og den bedste chance for det bliver mandag eller tirsdag,« siger Steen Rasmussen.

Efter en kold start på den kommende uge vil vejret igen bliver mildere, fortæller den vagthavende meteorolog.

»Når lavtrykket har passeret, så kommer varmen igen,« siger han.

Det lunere vintervejr kommer formentlig tilbage torsdag eller fredag, fortæller Steen Rasmussen, med forbehold om, at det kan rykke sig med en dag.