Der er flere steder i landet fredag, hvor man godt kan læne sig tilbage og nyde forårssolen skinne hele dagen.
Men ligesom torsdag vil der være store forskelle i landet.
»Den vestlige del af landet vil nok mest opleve noget skyet vejr, og i løbet af eftermiddagen vil der stedvis komme lidt regn.«
»På Fyn og østover vil det være tørt med nogen eller en del sol. På den østlige del af Djursland og i den østligste del af Jylland kan man også få sol i løbet af eftermiddagen,« siger Mette Zhang, der er vagthavende meteorolog ved DMI til B.T.
Hun fortæller videre, at man i Østdanmark vil få temperaturer op til 15 grader fredag, mens det vil være lidt koldere i Vestdanmark, omkring de otte grader.
Der vil være en svag til jævn vind fra syd og sydvest. Først på dagen vil der ved kysterne være stedvis frisk eller hård vind.
Vil der komme meget regn på Vestkysten?
»Nej, Det vil dryppe lidt i løbet af eftermiddagen. Og jeg mener lidt,« griner Mette Zhang.
Hun fortæller videre, at DMI forudsiger, at der på søndag kommer regulær regn ind over landet.