Synes du, det kan være lidt svært at sove, når de danske temperaturer sniger sig over 20, så er det godt, du ikke har tilbragt natten i Middelhavsområdet omkring Tyrkiet og Grækenland.
Der har nattens temperaturer nemlig slået hundredvis af rekorder ifølge klimatolog og vejrhistoriker Maximiliano Herrera, der har X-profilen 'Extreme Temperatures Around The World'.
Flere vejrstationer i området har således vist temperaturer op mod 35 grader i nattens mulm og mørke.
Det er dermed, ifølge Herrera, der har over 100.000 følgere og er blevet citeret af TV 2 Vejret, en af de varmeste nætter i området nogensinde.
Og synes du, det virker varmt om natten, så er det blot endnu varmere om dagen.
I flere lande i Østeuropa og i den østlige Middelhavsregion giver en heftig hedebølge op mod eller 40 grader og højeste temperatur nogensinde målt flere steder.
Fredag eftermiddag kan man se frem til 40 grader flere steder i Grækenland, mens der er 42 grader i vente i det vestlige Tyrkiet, hvor der ligger flere kendte feriebyer.