Pengene strømmer ind fra hele verden fra folk, der ønsker at hjælpe lille Leo og hans far, der blev tvunget af sin hustru til at vælge mellem hende og deres nyfødte søn, fordi han har Downs syndrom.

Lørdag formiddag var der doneret over 440.000 dollar svarende til knap 2,9 mio. kr. til Samuel og Leo Forrest via gofundme.com, hvor faderen har oprettet indsamlingen 'Bring Leo Home'.

Nu takker han for de mange donationer, som langt overstiger de ca. 60.000 dollar (knap 400.000 kr.), Samuel Forrest skulle bruge til at bringe sønnen med sig hjem fra Armenien til New Zealand, hvor han kommer fra. Derfor har han besluttet at dele ud af millionerne til forskellige velgørende organisationer - bl.a. for at modvirke, at børn med Downs Syndrom eller andre handicap bliver forkastet af deres forældre, som Leo er blevet forkastet af sin mor.

»Vi vil bruge nogle af de penge, I har givet, til faciliteter og programmer her i Armenien , der vil støtte kommende forældre i at beholde deres børn på trods af handicap. Og til hjælpe og bedre pleje til de helt særlige børn, der ender væk fra deres mor og far,« skriver Samuel Forrest på indsamlingssiden, hvor han også takker for den kærlighed, omsorg, opbakning og gavmildhed, folk har vist dem.

Samuel Forrest blev i 2013 gift med armenske Ruzan Badalyan. Den 21. januar i år fødte hun Leo, der viste sig at have Downs syndrom. Hun nægtede at kendes ved ham og mente, at det ville bringe skam over hele hendes slægt at have en handicappet søn. Derfor gav hun Samuel Forest et ultimatum. Enten skulle han bortadoptere Leo, ellers ville hun skilles.

Samuel Forrest var ikke et sekund i tvivl om, at han skulle beholde sin søn, som han ønsker at tage med hjem til New Zealand og give en god opvækst.

»Nogle af de ekstra midler, som vi har rejst, vil blive brugt til at sikre bedre levevilkår i Auckland. Og til at give Leo bedre muligheder, når det kommer til uddannelse. Et godt hjem og skole koster penge, men Leo vil få alt det og mere til, takket være jer," skriver han.

En del af de overskydende midler vil desuden blive sendt videre til det eneste børnehjem i Armenien, der regelmæssigt tager mod babyer med Downs syndrom, som er blevet opgivet af forældrene.

»Takket være jeres støtte kan vi begynde at gøre en forskel allerede nu,« skriver Samuel Forrest på gofundme.com.