En meget kort, rosenrød kjole blev for meget for ledelsen af et privat universitet i Sao Paulo i Brasilien. Derfor blev en ung studine bortvist. En bortvisning, der fik folk i hele landet på barrikaderne og hjalp den unge kvinde tilbage til bøgerne.

Den 20-årige studine Geisy Arruda, der studerer turisme, fik en uventet pause fra bøgerne, da hun en morgen åbnede klædeskabet og trak i en lille rød sag.
 
Da hun ankom til Bandeirante-universitetet i Sao Paulo blev hun chikaneret og hånet for sin påklædning. Senere på dagen ankom politiet, og hun blev ført væk fra universitetet med politieskorte.

Flere videoer, der er tilgængelige på nettet, viser dagens hændelser, og det har fået folk på barrikaderne. Universitetet har siden modtaget et hav af protester. Noget, der åbenbart har været effektivt, for nu har den unge kvinde igen fået lov at åbne skolebøgerne. Dog er det ikke ensbetydende med, at universitetets ledelse fortryder sin handling. De forsvarer den med, at skolens reglement blot blev fulgt.