En 21-årig belgisk pige satte for to måneder siden sin mødom på netauktion.

Der er nu en person, der har givet et tilbud på, hvad der svarer til omkring 370.000 kroner (45.000 engelske pund). Køberen skal som en del af aftalen også tage den 21-årige belgier med på shoppetur og give middag.

Det skriver dailymail.co.uk.

Den 21-årige satte sig selv til salg på den hollandske escortpige-side ’Yantra’, hvor hun kaldte sig ’Noelle’. Her beskrev hun sig selv som en ’sød og uskyldig pige med et frækt sind’.

Hun ønskede ikke at stå frem med sit rigtige navn, fordi hun ikke ville have, at hendes forældre opdagede den ’lille forretning’. 



For at hun ikke skulle fremstå som prostitueret, valgte hun at give fem procent af pengene til velgørenhed. Og for at køberen ikke skulle føle sig snydt, lovede ’Noelle’ desuden en lægeerklæring, der beviste, at hun var jomfru.

I et interview med det belgiske magasin ’Panorama’ fortæller den fortsat anonyme 'Noelle':

- Jeg er bare en almindelig pige, og mine forældre ville blive knuste, hvis de vidste, hvad jeg lavede..

Hun fortæller desuden, at hendes bedste ven forsøgte at tale hende fra salget, men at hun nu respekterer ’Noelle’s beslutning.