Som ung var han bange for at blive sindssyg. Som voksen blev det hans job at hjælpev dem, der var det. Peter Lund Madsen ved ikke noget mere fascinerende end det spektrum, mellem rask og syg, hvor vi alle befinder os. Selv er han stadig bekymret – over en masse ting, men han prøver at bekymre sig over småting, for så gør det ikke så meget, hvis de bliver til virkelighed.

Dét, der siger mest om Peter Lund Madsen, er ikke, hvad han siger om sig selv. Han er en beskeden type, som ikke taler i lange sætninger om sig selv. Men hans forhold til Japan siger måske en del om ham.

»Jeg opdagede Japan i 90erne, hvor jeg skulle til en lægekongres, som jeg ikke rigtig gad. Jeg troede, jeg skulle ud til sådan et robotland.«

Peter Lund Madsen blev overrasket. Han fandt et land, der passer godt til ham selv.

»Det var et fantastisk land. Jeg overvejede i lang tid at tage tilbage, og det gjorde jeg i 2013. Siden har jeg været der mange gange.

Japan er på en gang meget eksotisk og et ualmindelig nemt sted at opholde sig. Der er intet, der er farligt i Japan. Folk er flinke, og tingene fungerer. Busserne kører til tiden, og maden er fantastisk. Og så sker der altid noget sjovt. Der er gang i den i Japan.«

Vis mere

Den japanske forbindelse

Det er nok også den samme fascination, som har fået ham til at indlede sin nyeste bog ’Frihedens pris’ i netop Japan. Her skal han mødes med en gammel ven, og vennen viser den kendte hjernelæge et brev fra sin psykisk syge søn. Sådan indledes bogen, som handler om, hvordan hjernen fungerer – og nogle gange ikke fungerer. Men læseren kommer ikke udenom en tur til Japan.

»Jeg slapper af i Japan, fordi folk tager hensyn. F.eks. holder de pladsen i køen. Man skal ikke slås for den. Der er ikke nogen, der smider papir på gaden. Jeg bliver så irriteret, når nogen gør det herhjemme. Og derefter bliver jeg irriteret over, at jeg lader mig irritere over det,« siger han og kigger ud på Frederiksberg Allé.

»Du skal heller ikke betale drikkepenge i Japan. Man slipper for det der lag af anspændthed,« siger han.

Men ligesom med mennesker – og også med ham selv – så har selv fine karaktertræk også en bagside.

»Det er både smukt og upraktisk at være hensynsfuld. Hvis jeg sidder her og har det dårligt, vil jeg ikke belemre dig med det, men siger bare, at jeg har det fint. Jeg sætter en facade op. Det er et problem, når et helt land gør det, for det lægger et kæmpe pres i samfundet. Jeg tror faktisk, det er ret hårdt at være japaner.«

Vis mere

En umoden hjerne

Som man kan læse i bogen, var det engang også ret hårdt at være Peter Lund Madsen.

Som teenager fik han angst, og angsten var rettet mod hans egen hjerne, for han frygtede, at han var sindssyg – eller ville blive det.

»Jeg havde uvirkelighedsfornemmelser og angstanfald. F.eks. kunne jeg stå og kigge på mig selv i et spejl og pludselig få en voldsom uvirkelighedsfornemmelse – hvem er det, jeg kigger på? – og så kom angsten. Angsten for, at det hele ville bryde sammen for mig, at det var nu, jeg blev sindssyg. Den frygt fulgte mig i mange forskellige variationer over ret lang tid, og det var ikke særlig sjovt. Alt for mange dage blev forpestet af min frygt for at blive sindssyg, at jeg var unormal, at der var noget galt. Det ondsindede var, at når jeg gik på biblioteket for at læse om sindslidelser og især skizofreni, så kunne det, jeg oplevede, når jeg blev bange, godt minde om nogle af de symptomer, der var beskrevet i psykiatribøgerne. Min angst var en bekræftelse på, at der var noget at være bange for. Dengang var jeg panisk angst for at møde en psykiater, for han eller hun ville med det samme kunne se igennem mig og spotte alt det syge og unormale i mit sind. Det var en besværlig tid, men sådan er det tit at være ung.«

Han beskriver sig selv som ’sådan en usikker teenager’.

»Når jeg ville sige noget, kom det ud som vrøvl. Jeg blev helt i tvivl, om jeg overhovedet var særlig klog. Jeg ville så gerne være selvsikker, men i stedet var jeg bare forvirret og nervøs. Jeg havde en kæreste, hvis mor var psykolog. Jeg kan huske, at jeg var så bange for, at hun skulle se igennem mig.«

I dag er Peter Lund Madsen et af de mennesker, der ved mest om, hvorfor hans hjerne havde det på den måde – dengang. I dag, hvor det er på afstand, kan han smile ad det hele.

»Det tager tid for menneskehjernen at udvikle sig. Faktisk er den først færdigudviklet i midten af 20rne. Det sidste, der falder på plads, er den abstrakte sociale forståelse. Det er det, der er teenageres problem. De overvældes af hjernens udvikling og de sociale sammenhænge, de endnu ikke forstår helt.«

Det var det, der plagede ham i hans unge år sammen med en angst, som han aldrig har forstået hvor kom fra.

»Den begyndte at lette, da jeg kom på universitetet. Pludselig en dag kunne jeg sige min mening højt, uden at det var vrøvl. Jeg kunne overskue ting. Forstå ting. Jeg husker det tydeligt.«

Vis mere

I kittel

Dengang havde han ikke planer om at blive læge med speciale i hjerner og psykiske sygdomme. Slet ikke.

»Som medicinstuderende skal man have en række faste vagter, og på psykiatrisk skal man som regel sidde og holde vagt ved en eller anden vred patient, der hele tiden skælder én ud. Hvem har lyst til det?«

Derudover havde han det lidt som mange andre: Det nytter ikke ...

»Psykiatrien har sådan et diffust rygte om, at folk alligevel aldrig bliver raske. Men det er der altså mange, der bliver. Og så er der alle de patienter, som kommer ind og er svært sindssyge, men man får orden på det – de får medicin, man taler sammen, alt falder på plads, og de udskrives. Et år senere kommer de ind, og så kan man begynde forfra. Det kan godt være, at det føles som om, det ikke nytter, men hvad er alternativet? Det ER meningsfuldt.«

Peter Lund Madsen ville være neurolog, men det krævede, at han tog et halvt år på en psykiatrisk afdeling, og der faldt han for dét, som skulle blive hans speciale og dét, som skulle gøre ham kendt i de danske medier: Hjernen.

Det var netop meningsfuldheden i specialet, som han faldt for, da han var ung og troede, at han skulle være neurolog. Når han talte med patienterne, kunne han hjælpe dem til en lettere hverdag. Han er sikker på, at det faldt ham så let, netop fordi han selv vidste lidt om, hvad det drejede sig om.

»Jeg tror, alle psykiatere og psykologer kan genkende noget i patienterne. Jeg genkender i hvert fald ting hos mig selv. Jeg kan godt forestille mig, hvordan det er at være sindssyg,« siger han og kommer med et eksempel:

»Vi kender alle sammen det med at være i dårligt humør på arbejdspladsen i en periode. Men når man er deprimeret, er man i så dårligt humør, at man slet ikke kan gå på arbejde. Tag så skizofreni. Vi kender godt det med at have en uvirkelighedsfornemmelse, eller at tankerne kører rundt i hovedet på én, når man har feber. Sådan har skizofrene det – bare i meget højere grad,« forklarer han og vender tilbage til fascinationen.

»Det er fascinerende at tale med mennesker, der er psykotiske og føler sig forfulgt af rumvæsner. Du sidder og taler med dem om noget, som de oplever som virkelighed, og det lyder som vrøvl, men alligevel kan man komme frem til en eller anden fælles forståelse. Det er så tilfredsstillende at kunne hjælpe.«

Vis mere

Bekymringssyge

I dag er Peter Lund Madsen ikke bange for hverken at være eller blive sindssyg.

»Måske bliver jeg det, men jeg er faktisk mere bekymret for at blive syg på alle mulige andre måder. Jeg er nok mild hypokonder for tiden, men ellers fylder angst intet i mit liv.«

»Jeg har ingen tendens til skizofreni. Jeg ligger heller ikke i autismespektret,« siger han i en hurtig analyse af sig selv.

»Depressiv? Jo, det kunne jeg nok godt blive, men det kan alle.«

Til gengæld har han fra barnsben og langt ind i voksenlivet haft en tendens til at bekymre sig.

Hvor bekymringerne engang var rettet mod sindssygen, som han ikke havde, er de i dag rettet mod andre og mindre ting. Men han har lært sig trick for ikke at bekymre sig om alting hele tiden. Metoden er enkel:

»Spørg dig selv: ’Hvad er det værste, der kan ske?’ Når du spørger om det, mister bekymringen sin magt. Derudover skal du lære dig selv at bekymre dig om ligegyldige ting, for så er der jo ikke så meget tabt, hvis bekymringen går i opfyldelse.«

Derudover har han accepteret, at han simpelthen bare er den bekymrede type.

»Vi skal huske, at der er brug for os bekymrede typer. Det er jo os, der sørger for, at der er redningsveste i båden. Jeg er også konfliktsky. Men der skal være en vis portion konfliktsky mennesker, for ellers sad vi alle sammen altid og skændtes. Vi er nogle, der føler os forpligtet til at sørge for den gode stemning. Nogle gange kan jeg godt hade mig selv for det, men det er jo nødvendigt. Man skal hellere omfavne sine fejl. Det er jo det, andre elsker dig for – ikke din perfekthed. Hvis alle var som mig, ville det gå galt. Men hvis ingen var som mig, ville det også gå galt.«

Vis mere

Oplysning til folket

Det er et stykke tid siden, han sidst har praktiseret på en psykiatrisk afdeling. Men han afviser på ingen måde, at han skal tilbage i kitlen. Lige nu har han travlt med at udgive sin bog, holde foredrag og lave fjernsyn.

»Jeg kan rigtig godt lide at tale med patienter, men jeg må indrømme, at jeg har det svært med de faste arbejdstider, der er på en psykiatrisk afdeling. Der er vagtskemaer,« siger han med en hovedrysten.

»Nu prøver jeg at gøre en indsats på en anden måde, og det er folkeoplysningen.«

Til efteråret skal han lave et tv-program om det japanske psykiatriske system og deres høje selvmordsrate. Snart er hans nye bog ’Frihedens pris’ på gaden. Den har han skrevet af flere grunde, forklarer han.

»Vi er kommet meget langt med at forstå hjernen – også når den er syg. Men vi forstår ikke alt. Til gengæld ved jeg, at det hjælper sindssyge, når de får en god forklaring på, hvad der sker. Det hjælper at forstå problemet. Jeg har selv oplevet det hos patienter med angst. Når jeg forklarer, hvad der sker inde i deres hjerner, falder det på plads. Men der er fordomme i samfundet. Dem har man kun, når man ikke ved nok om et emne. Vi skal vide mere for at fjerne fordomme,« siger han og når frem til den tredje grund – hans egen favorit:

»Derudover er det bare interessant.«

Selvom han kan tale længe om sit yndlingsemne – hjernen – er han nødt til at komme videre i programmet.

Han skal til Aalborg og holde foredrag om noget ... Han har glemt hvad, griber efter sin telefon og læser op:

»Ahh, hjernen og arbejdsglæde,« siger han med et smil og vender sin telefon om. Bagpå sidder et klistermærke med en række japanske tegn. Han ved ikke, hvad de betyder.

»Men det er smukt. Er det ikke?«

Vis mere