B.T. taler med de kendte om forholdet til deres hunde.

Denne gang er det tv-personligheden Linse Kessler, som prioriterer sine to adopterede gadehunde over familie og venner – og som får mange blikke, når hun deler is med dem på gaden.

Min første hund var …
»Lulu, som Mopper (Linses afdøde mor, red.) overtog. Den var et mix. Diddes far havde en hund, Tøsen, som blev gravid ved et uheld – på gaden eller sådan noget – og så kom der en masse dejlige hvalpe, og så var det en af dem, jeg fik. Men Lulu kunne bedst lide Mopper, så hun blev Moppers hund.«

»Jeg har jo været plejemor for mange hunde, men min første egen var Cino, som var en pit bull terrier.«

Linse Kessler har de to gadehunde Bennie og Snuggle. Foto: Privat
Linse Kessler har de to gadehunde Bennie og Snuggle. Foto: Privat
Vis mere

I dag har jeg … 
»To blandingshunde. Den ene er fra Ukraine, min rescue Snuggle, og den anden er min rescue med tre ben, Bennie fra Kreta.«

»Rescues betaler man noget adoption for – det har jeg så ikke gjort med dem, jeg har, men til gengæld støtter jeg shelterne, de kom fra.«

Det, der irriterer mig mest ved andre hundeejere, er …
»At mange af dem ikke har sat sig bare en lille bitte smule ind i adfærd. De skælder deres hund ud, når den hopper op, også selv om det er en hvalp, og det synes jeg bare ikke, man skal.«

»Jeg kan godt se, at hvis det er en Sanktbernhard, så er det ikke det fede. Men min Snuggle har en kæmpe tryghed i lige at hoppe op ad mig. Hvis hun bliver usikker – og der læser jeg hende lige med det samme – så hopper hun op ad mig, så står hun lige og kigger lidt rundt, så siger jeg 'it's okay' og så er der ikke noget. Så jeg synes i det hele taget, at folk skal sætte sig mere ind i adfærd.«

Linses gadehund Snuggle fra Ukraine til hundeosteopat. Foto: Privat
Linses gadehund Snuggle fra Ukraine til hundeosteopat. Foto: Privat
Vis mere

Den dyreste dyrlæge regning, jeg har fået, var …
»42.000 kroner. Det var Jytte, hun kostede mig jo 140.000 eller sådan noget. Men jeg havde hende ikke forsikret, det var virkelig dyrt, men jeg tjente heldigvis masser af penge dengang.«

»Det var to operationer lige efter hinanden. Spondylose (pålejring af knoglevæv i ryggen, red.) og hendes albuer med gigt. Hun fik faktisk fire år mere med de to nye albuer.«

»Der er ingen grænse for mig. Så må jeg lade være med at spise. Men jeg synes, man skal være forsikret. Jeg har altid tjent gode penge, så jeg syntes ikke, det var nødvendigt, men nu er mine hunde forsikret. For det kan hurtigt løbe op.«

Når andre glemmer at samle deres hundelort op, bliver jeg …
»Altså, jeg er ikke typen, der render rundt og leger politi. Da jeg var yngre var jeg ikke selv særlig god til at gøre det, men det har jeg lært for mange, mange år siden, nu samler jeg altid op.«

»Medmindre det er én, der skal op med sugerør. Hvis den er helt tynd, så må man bare håbe på noget regnvejr, man kan jo ikke samle en flyder op. Men jeg synes selvfølgelig, at folk skal gøre det, det er pisse irriterende at gå og træde i. Men jeg er ikke hende, der står og skælder ud.« 

Linse Kessler har de to gadehunde Snuggle og Bennie. Foto: Privat
Linse Kessler har de to gadehunde Snuggle og Bennie. Foto: Privat
Vis mere

Når min hund tigger ved bordet …
»Mine hunde tigger aldrig ved bordet, for de får aldrig ved bordet. Jeg tungekysser ellers næsten med mine hunde og deler min mad, hvis det skal være, men aldrig ved bordet. Det lærte jeg efter nummer tre hund eller sådan noget, at det var måske en meget god idé bare at lade være.« 

»Ikke noget med 'fy, gå væk', men bare lad være, for så tænker de ikke over det. Hvis man har noget, man gerne vil give den, så bare gå et andet sted hen i boligen og giv den. Jeg tror også, det er meget godt for hundene, for de stresser jo helt vildt over, om de skal have noget.«

Linse Kessler har de to gadehunde Bennie og Snuggle. Foto: Privat
Linse Kessler har de to gadehunde Bennie og Snuggle. Foto: Privat
Vis mere

Det mærkeligste, jeg gør sammen med min hund, er …
»Jeg gør helt sikkert vildt mange underlige ting. Altså, jeg vælger jo mine hunde over min familie og venner og jeg ved ikke hvad.«

»Men jeg spiser is sammen med dem. Vi går ned til ishuset i hvert fald tre gange om ugen i sommeren, og så går vi udenfor, og så har vi én ske. De har så deres vaniljeis, for de må ikke spise min sorbet, så der er en kugle til hver og så bruger vi samme ske alle tre. Det er godt for miljøet!«

»Folk kigger altid, men jeg behøver ikke deres mening, de kan bare gå videre.«

Mit forhold til at kysse hunde på munden er …
»Jeg kysser løs på dem! Og de må også gerne kysse mig – også en masse på munden, det er jeg ligeglad med. Ved du hvad, jeg var nok død, hvis det var noget, der var farligt. Det gælder alle dyr, jeg kysser dem altid, jeg mødte en flodhest i Ukraine, den fik også et kys!«

Linse Kessler har de to gadehunde Snuggle og Bennie. Foto: Privat
Linse Kessler har de to gadehunde Snuggle og Bennie. Foto: Privat
Vis mere

Den grimmeste hundetype er …
»Der er sgu nogle hunde, der ikke er så kønne. Men jeg kan alligevel ikke kalde dem grimme, for jeg ved, hvad for en sjæl, de har.« 

»Men der er nogle, der er enormt flotte. En husky eller en malamut! Men altså min Bennie, han er ikke en fotomodel, han er ikke særligt flot, synes jeg, men han har sådan et godt hjerte, og han er så sød.« 

Selvom andre synes, det er lidt mærkeligt, så får min hund altid lov til at …
»At slikke mig i hovedet! Mund, øjne, alt! Sove, lige hvor det passer dem. Der er mennesker, jeg ikke inviterer ind i mit hjem, fordi jeg ved, at de ikke er særligt hundevenlige, og det kan min Snuggle mærke. Der er det Snuggle, der bor der, så de venner eller bekendte må bare lade være med at komme i mit hjem. Hundene er førsteprioritet.«