Cecilie Beck syntes, det var overvældende at skulle være intim med et halvfremmed menneske, først i 3. G. kunne hun forlige sig med det. Og så var det i øvrigt rart at komme af med brillen.
1. Fra København til Kalhave
Her var familien samlet foran huset i Kalhave nær Horsens. Min mor Merete var gymnasielærer og min far John var idéhistoriker, og de var flyttet fra København til et liv på landet – da billedet blev taget, var de dog skilt. Jeg var 14 år og lige begyndt i gymnasiet, ret tidligt, fordi jeg begyndte i første klasse, da jeg var fem, og det gik fint. Jeg havde min bedstefars genbrugsvest på, sikkert med et badge for et band eller noget småanarkistisk som »Længe leve ligegyldigheden«. I 1984-85 var diskobølgen stadig på sit højeste, men os der gik i gymnasiet, var mere flippede end dem på f.eks EFG. Jeg hørte ikke disko, men Pink Floyd og gammel tressermusik som King Crimson og vi syntes selv, vi var enormt alternative, selvom vi jo bare gik i en anden slags uniform. Til højre på billedet stod Kaj, som man måske engang ville have kaldt en landsbytosse, i dag er det svært at finde et ord. Kaj boede hos sine forældre og gik rundt i landsbyen og snakkede med folk fra klokken otte hver morgen. Hele byen tog sig af ham, og det lærte mig noget om rummelighed.
2. Taktisk i skolen
Her var jeg ude på hjemmets veranda og tolv år gammel – dengang havde jeg, ligesom i dag, styrke minus seks i briller. Efter skoletid gjorde jeg rent og passede børn og fik nok 30 kr. i timen for det. Jeg var pligtopfyldende lige akkurat der, hvor det kunne betale sig. Jeg var ret god til at lure, hvordan man fik de gode karakterer – det var taktisk at række hånden op, når ingen andre gjorde det. Læreren bliver så glad for det, og så kunne man slippe for at lave en del lektier på den konto.
3. Middelmådig
Der var ikke så meget andet at lave end at dyrke gymnastik på landet, og det gjorde jeg her. Nå ja, og håndbold spillede jeg, fra jeg var fem til 17, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg var en rimeligt middelmådig håndboldspiller, der spillede højrefløj og så var pommes friterne i hallen rigtig gode, og de var ikke nærige med remouladen. En helt anden selvtillid
4. Intimiteten var for voldsom
Her i 3. g, toppede det for mig med hensyn til at se alternativ ud. Dengang røg vi alle sammen – det har jeg lagt bag mig. Men heavy-rocken med Metallica har jeg ikke. Det band opdagede jeg i 1986, og jeg har hørt dem live adskillige gange. Min første rigtige kæreste havde jeg i niende klasse, men jeg syntes, det var meget overvældende. Jeg fik hurtigt stukket en kæp i det hjul. Det var for meget, at der hele tiden skulle være en tæt på, på den måde. Det kunne man måske klare med veninder, som man havde haft siden man var syv. Jeg syntes, det var meget intimt med et halvfremmed menneske, det var jeg ikke klar til, før jeg gik i 3. g. Intimiteten var for voldsom. Det handlede ikke bare om skræk for det seksuelle, som selvfølgelig også var afsindigt skræmmende, når man gik i niende klasse, men bare den nærhed, tæthed syntes jeg var meget overvældende. Nogle timer var til at klare, men skulle de også sove her og være der dagen efter, sagde jeg: »Nej pyha, det kan jeg ikke, jeg skal spille håndbold. »
5. En fest på Borgen
Først efter jeg havde læst fysik og kemi på universitetet, fandt jeg ud af, at jeg skulle være journalist, efter at en af mine venner anbefalede det. Kort efter uddannelsen blev jeg ansat hos Jens Olaf Jersild, der lavede Rapporten på DR. Efter et par år syntes han, at jeg skulle være vært, og jeg måtte jo hellere gøre, som han sagde, for han er en klog fyr. Billedet er fra DR 2s politiske magasin ’Indefra Borgen’, som min makker Sten og jeg havde en fest med. På et tidspunkt boede DR nede i kælderen under Christiansborg, og vi havde vores eget kontor – det var sgu sjovt.
6. Ked af det og vred
Jeg føler, at når man er så afsindigt privilegeret som os, der er født i Danmark, og man oven ikøbet er en af de ressourcestærke, så har man en forpligtelse til at hjælpe nogle af de mennesker, der har været langt mindre heldige. Det gælder især børn, der er født ind i helt urimelige kår, de ikke på nogen måde selv er skyld i. Jeg bliver oprigtigt ked af og også en lille smule vred, når jeg står i Cambodja og ser børn, der vokser op på en losseplads; som lever i ildelugtende affald med brugte bleer, hvor de lever af at finde kapsler, som de kan sælge som brugt metal. Derfor har jeg to fadderbørn, Aline og Hayan, og er blevet ambassadør for SOS Børnebyerne, for at være med til at skabe opmærksomhed om det.
7. Lærer noget nyt hvert år
Jeg gik på surferskole i Australien her fornylig, og på andendagen, hvor jeg syntes, jeg var begyndt at kunne stå op nogenlunde, skvattede jeg af boardet og faldt ned og skrabede mit knæ helt latterligt meget. For mig er det vigtigt at lære noget nyt hvert år. Hvert evigt eneste år fra man bliver født til man dør. Jeg vil ikke lade mig styre af angsten for at fejle og derfor presser jeg mig selv til at prøve ting og sager. For fire år siden begyndte jeg med tennis, nu spiller jeg flere gange om ugen.
8. Samme tandtråd i Berlin
Mine piger, Astrid, 21, og Frida, 16, og jeg er hvert år i Berlin, hvor vi altid får taget billeder i den samme fotoautomat. Jeg havde lige talt med dem om, hvor ulækkert det er, når folk bruger tandtråd offentligt, og derfor tænkte vi, mens vi grinede, at det var ekstra ulækkert, hvis vi alle brugte den samme tandtråd. Vi får nogle skøre idéer – her er det kollektivisme i sin yderste konsekvens.
