Første kandidat til Danmarks lækreste mand fundet. - Jeg anser mig selv for at være en sjov, betænksom og empatisk person, og jeg tager ikke mig selv eller livet alt for tungt.

Sådan beskriver første kandidat til B.T.s Mr Universe-modelkonkurrence, den 24-årige Emil Thomsen sig selv ganske kort.

I samarbejde med Lisa Lents, der er direktør for den danske Mr. Universe Model, søger B.T. smukke mænd, der kan repræsentere Danmark ved en stor international konkurrence afholdt i den Dominikanske Republik fra 2. – 15. maj. Og her er den 185 cm. høje Emil Thomsen valgt som den første.

Sammen med elektronisk musik er naturvidenskab den store passion og interesse for den unge århusianer, der til dagligt læser til bioanalytiker. Udover det er Emil Thomsen en eventyrlysten ung mand, der er vidt berejst og i sin fritid både styrketræner, cykler Mountenbike og går til karate.

Emil Thomsen har desuden været tilknyttet modelbureauet ”Modelbooking” i Århus gennem de sidste to år, og ser konkurrence som en oplagt mulighed for at networke og få noget øvelse bag kameraet.

- Og så lød 12 dage i Den Dominikanske Republik bestemt ikke dårligt, konkluderer han.

B.T.s læsere vil være med til at stemme om, hvem der skal repræsentere Danmark ved konkurrencen i den Dominikanske Republik fra 2.-15. maj. Vinderen bliver fundet d. 25. april på bt.dk.