Voldtægt, berøring af kønsdele, elektriske stød på kønsdele, voldtægtstrusler, pisk, tæsk og ydmygelser.

Det er blot nogle af de torturmetoder, fængslede børn i Iran er blevet udsat for de seneste måneder, efter de har deltaget i landets demonstrationer. Det dokumenterer Amnesty International i en ny rapport.

De voldsomme metoder er blevet brugt til at knække, ydmyge og straffe børnene og/eller presse dem til at komme med »tilståelser«.

Det er den iranske revolutionsgarde, den paramilitære milits Basij, det offentlige sikkerhedspoliti og andre sikkerheds- og efterretningsstyrker, der står bag torturen, lyder det i rapporten.

Et af børnene, Amnesty International har talt med, er en dreng, der fortæller, hvordan han blev ydmyget:

»De fortalte os, at vi skulle lave kyllingelyde i en halv time. De tvang os til at lave armbøjninger i en time. Jeg var det eneste barn, der var der. I et andet fængsel anbragte de 30 af os i et bur lavet til fem personer.«

Mange børn er blevet holdt fanget sammen med voksne, i modstrid med internationale standarder, og udsat for den samme tortur og mishandling.

Et foto, der gik viralt halvanden måned efter, protesterne brød ud i Iran. Det ikoniske billede er blevet et symbol på bevægelsen i Iran, hvor især unge iranere og kvinder er gået forrest.
Et foto, der gik viralt halvanden måned efter, protesterne brød ud i Iran. Det ikoniske billede er blevet et symbol på bevægelsen i Iran, hvor især unge iranere og kvinder er gået forrest. Foto: AFP PHOTO / UGC IMAGE
Vis mere

En voksen fange har fortalt Amnesty International, at Basijagenter tvang flere drenge til at stille sig på en række med spredte ben ved siden af de voksne fanger, hvor de med strømpistoler fik påført elektriske stød til deres kønsorganer.

En mor har ligeledes fortalt Amnesty International, hvordan statsagenter voldtog hendes søn med en haveslange.

»Min søn fortalte mig: 'De hængte mig op i armene, jeg følte, at mine arme var ved at blive revet af. Jeg blev tvunget til at sige det, de ville have mig til, fordi de voldtog mig med en haveslange. De tog min hånd og satte mine fingeraftryk på papirer.«

Ud over at indhente vidneudsagn fra ofrene og deres familier har Amnesty International også talt med 19 øjenvidner, herunder to advokater og 17 voksne fanger, der har siddet fængslet med børnene, der har været ned til 12 år.

Amnesty Internationals vicedirektør for Mellemøsten og Nordafrika, Diana Eltahawy, siger i rapporten, at de iranske myndigheder øjeblikkeligt skal løslade alle børn, der er tilbageholdt udelukkende for fredelig demonstration.

»Denne vold mod børn afslører en bevidst strategi for at knuse landets unges livlige ånd og forhindre dem i at kræve frihed og menneskerettigheder,« siger Diana Eltahawy

Iranske myndigheder har indrømmet, at det samlede antal personer, der er blevet tilbageholdt i forbindelse med protesterne, er over 22.000. Selvom de ikke har givet en oversigt over, hvor mange af de tilbageholdte der er børn, rapporterede statslige medier, at børn udgjorde 'en betydelig del af demonstranterne'.

Baseret på vidnesbyrd fra adskillige fanger og det faktum, at børn og unge har været i spidsen for protesterne, vurderer Amnesty International, at tusindvis af børn højst sandsynligt har været blandt de anholdte.