Uppsala Universitetshospital har fundet yderligere 11 tilfælde i 2022, hvor kvinder blev fejldiagnosticeret og fik fjernet deres livmoder.
Det skriver hospitalet i en pressemeddelelse ifølge Aftonbladet.
»Vi vil gerne undskylde over for alle de kvinder, der er berørt af dette. Det burde ikke have fået lov til at ske. Vi tager dette meget alvorligt og har ønsket at komme til bunds i omfanget af og årsagerne til dette,« siger cheflæge Johan Lugnegård og tilføjer:
»Det er vigtigt, at vi lærer af vores fejl, så det ikke sker igen.«
De 11 kvinder kommer oveni i de 33 kvinder, der i 2023 og 2024 også fejlagtigt fik bortopereret livmoderen.
De 33 kvinder var i alderen fra 38 til 85 år.
De havde fået diagnose om celleforandringer, som er forstadiet til livmoderhalskræft.
Derfor blev de anbefalet en operation. Efterfølgende viste det sig dog, at diagnoserne var forkerte.
Sundhedsminister Acko Ankarberg Johansson kaldte det dengang for forfærdelige nyheder.
»Det er godt, at hospitalet tager hændelsen alvorligt og træffer de nødvendige foranstaltninger for både at komme til bunds i, hvad der skete, og sikre, at det ikke sker igen,« udtalte hun dengang hun i en kommentar til SVT.