Det flød med stoffer i Chelsea Camerons barndomshjem. Hun voksede nemlig op med to forældre, der begge var stofmisbrugere. Derfor har Chelsea flere gange overværet, at hendes forældre mistede bevistheden på grund af stofferne, mens dem, der handlede med stofferne, hamrede på hoveddøren for at få deres betaling.

En kaotisk opvækst, som den nu 18-årige Chelsea er hendes forældrene taknemmelig for. Det fortæller hun nu i et blogindlæg, der fungerer som et åbent brev til hendes far og mor, skriver Mirror.

Her takker hun sine forældre, for ikke at have været der for hende:

»Forældre – og jeg taler til jer begge, tak fordi I lærte mig, at stoffer ødelægger liv, skiller familier ad og giver en så lav livskvalitet, at det ikke er værd at leve,« skriver Chelsea Cameron blandt andet i brevet.

Chelsea skriver også, at hendes forældre altid er gået glip af hendes karaktergivninger, de priser hun har vundet i forbindelse med skolen, og de har heller ikke interesseret sig for det eneste udlandsophold, hun har været på –  hendes rejse til Uganda.

Allerede da Chelsea var syv år, gik det op for hende, at hendes forældre tog stoffer i huset, men der skulle gå yderligere syv år, før de sociale myndigheder tog sig af hende. Chelsea fandt også støtte i Mormonkirken, og sammen med nogle af dens medlemmer, rejste hun til Uganda.

Selvom forældrene ikke direkte har hjulpet deres datter med at få selvtillid, eller stablet rejsen på benene, så mener Chelsea alligevel, de har en stor del af æren:

»Tak fordi i lærte mig at være ambitiøs. Jeres eksempel har vist mig, at det kun gør skade og forringer selvtilliden, hvis man ikke har nogle karriereambitioner eller et arbejde af nogen som helst karakter,« skriver hun.

I dag har Chelsea kontakt til sin far, mens det er længe siden, hun har set sin mor. Hun føler dog ikke, at forældrene kender hende særlig godt, men hun håber, at de en dag ændrer på deres liv, så de tre kan blive genforenet.

Efter Chelsea offentliggjorde brevet, har hendes mor, Tammy indrømmet i et interview med Evening Telegraph, at hun har haft stor skyldfølelse over alt det, hun har ladet sin datter gå igennem. Tammy har længe gerne ville sige undskyld til sin datter og fortælle hende, at hun er meget stolt af, hvor fantastisk Chelsea har klaret sig.

Men formålet med Chelseas brev er ikke kun at fange sin mor og fars opmærksomhed.

»En af hovedårsagerne til, at jeg har skrevet brevet er, at vise unge, der er i den samme situation som mig, at de ikke behøver at lide, på grund af deres forældres opførsel,« skriver hun.

I dag er Chelseas store drøm, at rejse til Berlin.