Det populære britiske tv-program Top Gear har afsløret identiteten bag testkøreren af de hurtige biler, der afprøves i programmet.

Den rapmundede Jeremy Clarkson og hans medværter på det populære bilmagasin på BBC, Top Gear, har en testkører, der er gådefuld.

Det er en mand, der afprøver hurtige bilmodeller, og som også lærer kendte personer tricks, når de skal køre en runde på Top Gear-banen så hurtigt som muligt.

Testkøreren har aldrig heddet andet end "The Stig", men nu er identiteten kendt.

Søndag aften afslørede programmet, at Formel 1-legenden Michael Schumacher gemmer sig inde i The Stigs styrthjelm.

Afsløringen kom i det første Top Gear-program i en ny serie, og Jeremy Clarkson lod i første omgang som om, at han ikke genkendte ham og spurgte, hvad han lavede, inden han blev The Stig.

Så var det, at Clarkson råbte til publikum i studiet. "Det er Michael Schumacher".

Inden Schumacher, der har vundet Formel 1-verdensmesterskabet syv gange, fik rollen som The Stig, var det Formel 1-køreren Perry McCarthy, der gav den som den hemmelighedsfulde testkører, dengang klædt helt i sort.

Top Gear vises i flere end 100 lande, herunder Danmark.

/ritzau/AFP