Folk fra hele verden strømmer til oktoberfest i München
Teltet er pakket. De fleste står oppe på bænkene. Kapelorkesteret spiller ét af oktoberfest-hittene, ’Komm, hol das Lasso raus, wir spielen Cowboy und indianer’.
En midaldrende dame på én af bænkene glæder sig så meget til omkvædet, at hun tæller ned for hele bordet. Så laver hundredevis af mennesker på samme tid en lassobevægelse med den ene hånd. Derefter sætter de to fingre bag hovedet som indianerfjer. Til sidste laver de med begge hænder en gyngehestbevægelse.
Det er onsdag aften. Den årlige oktoberfest i München er i fuld gang. Teltet koger. En lille gruppe britiske kvinder i 40erne lader sig overtale til at hoppe op på én af bænkene af to storbugede tyske mænd. Fire serveringspiger tager en kort pause, mens de skiftes til at drikke af et kæmpe ølkrus. En ung mand med glatragede sider og et slukket blik i øjnene forsøger at komme op at slås, men det afværger de rolige sikkerhedsvagter. To velplejede mænd står tæt omslynget.
Beruset energi
Stemningen i ølteltet er ladet med beruset energi. Der er blottede og opskubbede barme over det hele. De fleste – de britiske kvinder, de storbugede tyskere, serveringspigerne, de to kærlige mænd – er nemlig iklædt den bayerske folkedragt. Den såkaldte ’tracht’ består for mænd af knælange læderbukser med særlige seler, en som regel ternet skjorte, måske en vest eller jakke og uldne sokker eller lægvarmere. For kvinder en kjole med de berømte dirndl-flæser i den ofte store udskæring.
Sådan har det ikke altid været. Oktoberfesten er en mere end 200 år gammel tradition her i Bayerns hovedstad, men for årtier tilbage var det ikke normen at bære tracht, når man gik på ’wiesn’, som det hedder.
- Traditionen har sat ind, forklarer den 59-årige Roland K. fra Frankfurt og peger på, at folk har fået flere penge mellem hænderne.
- Tidligere købte man læderbukser fra Aldi. Nu køber man nogle, der koster, siger han.
Den 50-årige Bernd P. fra Franken i det nordlige Bayern har fulgt udviklingen fra år til år.
- De seneste ti år er også unge bayere begyndt at gå med tracht, siger han.Selvom Bernd P. selv er iført brune læderbukser, mener han, at de mange tusinder ens klædte gæster kan virke lidt overvældende.
- Nu er det næsten uniform. Det går næsten i den retning, siger han.
Den brune fortid
I Bayern har der altid været en følelse af, at man er bedre end alle andre, forklarer han og fremhæver slagordet ’mia san mia’. Det er den bayerske udtale af ’wir sind wir’, hvilket kan oversættes til ’vi er, som vi er’. Et selvbevidst slogan, der bruges af fodboldklubben Bayern Münchens tilhængere. Tidligere fik trachten nogle mennesker til at tænke på ’den brune fortid’ – altså nazismen – men i dag minder den nok snarere folk om noget ’oprindeligt’, filosoferer Bernd P. og tilføjer, at der er stof her til en sociologisk afhandling.
For de to 18-årige Sarah og Toby fra Oberbayern syd for München ’hører’ trachten bare ’til’. Toby fortæller, at han fik sin første som tre-årig og også bærer den til bryllupper og den slags festligheder.
Der er mange regioner i Europa, der i disse år dyrker deres folklore, men der er ikke mange, der som Bayern formår at markedsføre den til resten af verden. Hvor mange mennesker rejser til Norge eller baskerlandet og holder fest i deres nationaldragt?
Tradition og ironi
I München ligger den første butik uden for banegården. Dirndl 40 euro. Lederhosen 80 euro, står der i vinduet. Og de kommer fra hele verden for at være med. Grupper af fulde unge englændere i lederhosen og skjorter trækker på kryds og tværs gennem München og leder efter Wiesn. Der er asiater og brovtende australske og new zealandske mænd, uforholdsmæssigt mange af dem i dirndl. Der er bikini-dirndler og dirndler med hotpants. Dragten fungerer både for traditionalister, ironikere og de mange unge, der gerne vil vise deres veltrænede kroppe frem. Der er en rund tivoliforlystelse på skinner, der ligner mange andre, men midt i den her står en kæmpe, muskuløs bonde med lederhosen, blåt og hvidt Bayern-pandebånd og hånden på sit sværd. Parat til at forsvare Bayern mod de preussere og udlændinge, der nu har iklædt sig hans dragt og drikker hans øl.
Festpladsen er gigantisk. De store telte kan hver rumme 6.000-10.000 mennesker. Dem er der 14 af. De står spredt mellem boder og forlystelser. Bayerske specialiteter i massevis. Schweinshaxe, pølser af alle slags på op til 60 centimeter og boller med sild, schnitzel eller svinekød. Sidste år var der i alt 6,4 millioner besøgende. På årets første uge i år var der 3,3 millioner gæster. Det er 200.000 færre end i fjor. På en rigtig god dag kan der være 400.000 mennesker på én gang, fortæller en pressetalsmand. Den danske Roskilde-festival lukker til sammenligning 130.000 mennesker ind. Det kan Oktoberfesten næsten matche alene i siddepladser. Dem er der 118.000 af. På en velbesøgt dag er oktoberfesten altså tre gange så stor som Roskilde.
Borgerskabets triumf
Modsat mange af verdens festivaler er der i München ikke det mindste spor af nogen alternativ eller kunstnerisk ånd. Tværtimod. Det er lidt som en livlig 16 dage lang sølvbryllupsfest. Det handler om tradition, og ’det folkelige’ og det regionale er demonstrativt til stede over alt. Lige fra indmarchen, med 9.000 medvirkende i forskellige folkedragter, til den faste gudstjeneste. Oktoberfesten er borgerskabets trumf. Her kan alle for en stund lege typisk bayer. Og den bayerske konservatisme er en fleksibel og opportunistisk én. Ikke bare når det kommer til cocktailen af katolicisme, alkohol og sex. Oktoberfest er højsæson for byens sexindustri. Den bayerske konservatisme ved, hvornår den har tabt et slag, og får det bedste ud af det. Den første søndag er ’schwulensonntag’ i ’Bräurosl’-teltet. Her holder byens bøssebarer ’Oktobearfest’. Teltet ’Fischer Vroni’ holder ’Prosecco-Wiesn’ på festens anden mandag.
Men det er unægteligt stadig øllet, der er i centrum. Det kommer kun i literkrus, og der blev sidste år solgt 7,7 millioner af dem på de 16 dage. De koster i år omkring 10 euro stykket. I de store telte bærer tjenere håndfulde af krus og lange bakker med op til ti tallerkener med svineben, tarteletter og tatar gennem mylderet ud til bordene. Nogle af dem har trænet op til sæsonen. Der går historier om en kvindelig tjener, der kunne bære 16 glas. De fleste nøjes med otte. Systemet fungerer typisk på den måde, at tjenerne formelt set køber øllerne af teltholderen og sælger dem videre med en fortjeneste. Der er hvert år en heftig debat om, hvorvidt de snyder med udskænkningen. Teknisk set er det tilladt at servere øl med minimum 0,9 liter. Da jeg bestiller en øl tæt på lukketid, svarer serveringsdamen irriteret ’kun én’ og kommer med et glas, der var godt halvt fuldt med øl og skum for resten.
- Jo senere det bliver, des mindre bliver øllene, lyder det livsklogt fra min sidemand.
Oktoberfesten er en pengemaskine. Indtil for nylig var det en velbevaret hemmelighed, hvor meget en teltholder tjener. Det første, man skal lære som ny teltholder på wiesn, er at brokke sig, lyder rådet fra en veteran. Men tidligere i år fik den kendte restauratør Sepp Krätz en fængselsdom for skattesnyd og måtte lægge sit regnskab frem. Netto havde han et overskud på 1,5 million euro for de 16 dage, viste det sig. Altså omkring 10 millioner kroner. Og hans telt er ikke blandt de største.
Det er byrådet, der bestemmer, hvem der må sætte de store øltelte op og score guldet. Tilladelsen har det med at gå i arv. For hele München blev omsætningen fra de 6,4 millioner gæster sidste år opgjort til 1,1 milliard euro. Omkring otte milliarder kroner.
Verden bliver stående
Nogle af de ældre gæster synes, de unges drikkeri har taget overhånd. Nogle synes, pengejagten har. De fleste borde skal reserveres på forhånd. Det gør mange tyske virksomheder, der også nogle gange uddeler øl-penge til medarbejderne. For den 49-årige Johannes S. fra Wien i Østrig er det hele blevet lidt for ’snobbet’. Han fortæller om en chef, der gav 800 euro for at reservere et bord til nogle medarbejdere med indbygget mindstekrav om mad og øl og endte med en regning på 22.000 euro. Men oktoberfesten er stadig også en hyggelig bayersk fest, siger Johannes S. og forklarer: ’Her bliver verden stående.’
FAKTA: Oktoberfest i München
I den tyske delstat Bayerns hovedstad, München, afholdes hvert år i september og oktober den såkaldte ’oktoberfest’. Arrangementet finder sted på 42 hektarer kaldet Theresienwiese i det vestlige München. Den første oktoberfest fandt sted i 1810 i forbindelse med kronprins Ludwig og prinsesse Thereses bryllup.
Der er i år givet tilladelse til 140 udsalg med mad og/eller drikke. Herunder 14 store øltelte. De råder tilsammen over 118.000 siddepladser. Det største telt – fra bryggeriet Hofbräu – har 10.000 siddepladser. Der arbejder ca. 8.000 fastansatte og 5.000 løst ansatte på pladsen. Der er 1.500 siddetoiletter og én kilometer pissoir-ståplads.
En liter øl – en Maß – koster mellem 9,70 og 10,10 euro. Der må kun sælges øl fra München. Der kom sidste år anslået 6,4 millioner besøgende på de 16 dage. Der blev solgt 7,7 millioner liter øl.
Årets oktoberfest begyndte 20. september og slutter i dag.
Kilde:Landeshauptstadt München
