Ruslands fungerende FN-ambassadør, Dmitrij Poljanskij, reagerer nu på Trumps trusler om at pålægge Rusland voldsomme sanktioner, hvis ikke krigen i Ukraine slutter.
»Det handler ikke bare om at slutte krigen. Det drejer sig først om fremmest om at adressere årsagen til Ukraine-krisen,« siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
»Så vi må se, hvad en 'aftale' betyder ifølge præsident Trump. Han er ikke ansvarlig for, hvad USA har lavet i Ukraine siden 2014 og gjort det anti-russisk og krigsparat. Men han har magten til at stoppe den modbydelige politik.«
Tidligere onsdag skrev Donald Trump på sit sociale medie Truth Social, hvilke konsekvenser det vil medføre for Rusland, hvis der ikke kommer fred.
»Hvis vi ikke laver en 'aftale' snart, har jeg intet andet valg end at lægge høje niveauer af skatter, tariffer og sanktioner på alt, der sælges af Rusland til USA og forskellige andre deltagende lande,« lød det.
Ifølge Donald Trump gør han også Rusland og Vladimir Putin en tjeneste ved at kræve krigen stoppet, da Rusland ifølge ham har så dårlig økonomi, at det kun vil blive værre herfra.