Det kan vise sig at blive afgørende for verdensfreden, når Ukraine og Rusland skal mødes i Tyrkiet denne torsdag. 

Mødet har været omgærdet af stor mystik, men ifølge B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, har én af hovedpersonerne spillet sine kort klogt særdeles klogt:

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær forklarer, at de to nationers ledere lige nu er i gang med et »strategisk spil«, hvor Zelenskyj ved at tage Ruslands præsident, Vladimir Putin, på ordet er kommet til at udstille Putin.

»Man kan sige meget om Zelenskyj, men han spiller sine kort relativt klogt lige nu. Han ved udmærket godt, at han ikke har det bedste forhold til USAs præsident, Donald Trump, men ved konstant at være samarbejdsvillig og sige 'ja' til alt, udstiller han Putin,« siger Jeppe Elkjær.

»Zelenskyj spiller højt, men smart spil,« tilføjer han.

Forud for mødet har Zelenskyj udtrykkeligt sagt, at han gerne vil mødes med Vladimir Putin, og han har sågar foreslået et direkte møde mellem de to statsledere. Vel at mærke efter at det var Putin selv, som i første omgang havde foreslået, at Rusland og Ukraine kunne mødes til forhandlinger i Tyrkiet. 

Ind til videre har Rusland dog valgt at sende en delegation bestående af en række tredje- og fjerderangspolitikere – hvorimod Putin ikke ser ud til at møde op.

Det gør Zelenskyj derimod.

Jeppe Elkjær tilføjer, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, har grebet mødet og situationen helt anderledes an og kommer i samme ombæring med en mulig forklaring på Putins tankegang:

»Det er svært for Putin at mødes med Zelenskyj, for så er de to ligeværdige. Ifølge Putin er Ukraines præsident på ingen måde ligeværdig, men denne tilgang kan vise sig at få store konsekvenser for ham,« siger han.

Ifølge The Guardian holdt Putin, onsdag et møde med sin delegation om forberedelserne til torsdagens skelsættende møde.

Som bekendt er Volodymyr Zelenskyj, til stede i Tyrkiet, men ifølge en ukrainsk embedsmand har han klokken 09.45 dansk tid endnu ikke besluttet, om han vil deltage i mødet på grund af Putins fravær.

Du kan følge med i vores liveblog, hvor vi følger udviklingen på den storpolitiske scene, lige HER.