En større politistyrke omringede tidligere tirsdag aften Danske Bank i Stortingsgaten i Oslo.

Det var bankens vagtfirma, der havde set en mand gå rundt inde i banken, og det fik politiet til at møde talstærkt og bevæbnet op.

Det skriver den norske avis vg.no på sin hjemmeside.

Politiet rykkede ud til banken, der ligger i det centrale Oslo, omkring kl. 21.00.

- Det viste sig, at der var en indbrudstyv i banken. Han var kun inde i kontordelen af banklokalerne, siger Vidar Pedersen fra Oslo politi, til den norske avis.

Indbrudstyven - en mand i 30'erne - blev anholdt og ført væk. Han er i forvejen kendt af politiet.

Under aktionen valgte politiet at afspærre et større område ved banken, og det fik flere nysgerrige til at samles i området. Ifølge vg.no blev afspærringen fjernet omkring 21.25.