I Illinois, USA ligger en café, der skiller sig en smule ud fra andre. Selv beskriver ejerne den som en af de eneste af sin art.

Hugs & Mugs er det nemlig udelukkende medarbejdere med Downs Syndrom, der står bag disken.

Ifølge det amerikanske medie Daily Herald åbnede cafeen i 2014 og har både baristaer bag disken, men også praktikanter, der bruger tegnestuen i baglokalet til at designe gaver, der sælges i butikken og på deres hjemmeside.

På Hugs & Mugs langes der både latte, milkshakes og is over disken, og en hel væg er dedikeret til de mange hjemmedesignede t-shirts og krus, som kunderne har mulighed for at købe.

Det er uddannelsescenteret GiGi's Playhouse, der står bag cafeen. Deres formål er at hjælpe personer med Downs Syndrom ved blandt andet at tilbyde dem uddannelse og arbejde.

Uddannelsesforløbet, der er gratis, starter med 12 ugers undervisning, hvor der blandt andet undervises i matematik og læsefærdigheder.

Herefter skal de studerende arbejde 18 uger på Hugs & Mugs-cafeen. Arbejdet her skal gøre dem klar til at finde andre job.

Og ifølge Dave Luzwick, der direktør for uddannelsen, er der rig mulighed for at forberede sig på arbejdslivet. De har nemlig travlt på caféen. Han forklarer ifølge Daily Herald, at 'ordet har spredt sig' siden åbningen for tre år siden, så rigtig mange kunder kommer nu forbi den særlige café på grund af den gode stemning.