Det sociale medie Snapchat er et attraktivt sted for pushere og misbrugende teenagere.

Sådan lyder anklagerne fra en række amerikanere, der nu har hevet selskabet i retten.

Det skriver Insider, der henviser til retssag i Los Angeles. I den stiller forældre til teenagere, der er døde af overdoser af fentanyl, Snapchats moderselskab, Snap, til ansvar.

Forældrene anklager virksomheden for, at Snapchat – der særligt er et populært medie blandt unge – er attraktivt for pushere på grund af funktionen med de forsvindende beskeder.

Derfor mener forældrene, at Snapchat har en designfejl i appen – og at det er et problem, at alle beskeder forsvinder efter et døgn, medmindre man aktivt vælger at gemme dem.

»Produktdesignet af Snap, især dets forsvindende beskedfunktion, som er udviklet til at undgå forældres opsyn og retshåndhævelsens opdagelse og erhvervelse af kriminelt bevismateriale, var den direkte og umiddelbare årsag til de utidige og tragiske dødsfald og kvæstelser, der er omhandlet i denne klage,« står der ifølge Insider i anklageskriftet.

En unavngiven talsperson fra Snap har udtalt til mediet, at flere af beskyldningerne i anklageskriftet ser ud til at være fuldstændig ukorrekte.

Ifølge Euroinvestor kommer retssagen få dage, efter at Snaps aktie er faldet med intet mindre end 28 procent efter deres regnskab viste den laveste kvartalsvækst nogensinde i selskabets historie.