Mikael Kaulanen så Kenneth Linnseths udspring, som endte med at koste ham livet fredag. Kaulanen kunne ikke se, at der var noget galt før det allersidste sekund, hvor den 36-årige dansker ramte vandet i høj fart.

Det lignede et spring som alle andre, og det så helt normalt ud, da Kenneth Linnseth var i luften i disciplinen 'swooping' til de Nordiske Mesterskaber i faldskærmsudspring i Gryttjom nord for Stockholm fredag eftermiddag. På jorden stod Mikael Kaulanen, der er medlem af Svensk Faldskærmsforbunds sikkerhedsgruppe, og fulgte danskeren sammen med de andre tilskuere.

»Det så helt normalt ud, da han et par hundrede meter oppe i luften begyndte at lave sine sving,« beretter Mikael Kaulanen.

'Swooping' er en form for freestyle-disciplin for faldskærmsudspringere. Derfor så det også normalt ud, da Kenneth Linnseth begyndte at lave nogle sving for at få mere fart på, inden han med høj fart skulle 'swoope' hen over vandoverfladen, som man plejer at gøre.

Men da han ramte vandet, var det tydeligt, at han ramte det hårdt med alt for meget fart, forklarer svenskeren, der selv er faldskærmsudspringer.

»Det så ikke forkert ud før det sidste sekund. Han laver to 360-drejninger, inden han rammer vandoverfladen på en dam med meget høj fart,« fortæller Mikael Kaulanen.

Idet Kenneth Linnseth rammer vandet, bliver han slået bevidstløs. Bagefter genfinder han bevidstheden og bliver med det samme hjulpet af læger, som var til stede til konkurrencen.

»Folk var i chok, men gode til at give plads til lægerne, så de kunne arbejde i fred. Det skete alt sammen meget hurtigt,« siger den svenske faldskærmsudspringer om den chokerende episode.

Ambulancen ankom få minutter efter faldet, og Kenneth Linnseth blev fløjet til et hospital i Uppsala. Desværre stod han ikke til at redde og blev erklæret død på grund af sine skader klokken 19.50.

Mikael Kaulanen sidder selv i den gruppe, der nu skal undersøge, hvad der helt præcist skete. De ved, at der ikke var noget galt med udstyret, og at vejret var fint.

»Men det kan få flere måneder endnu, før vi kan sige noget om, hvad der skete. Vi bliver nødt til at få samlet alle detaljerne først,« forklarer han.