Flere gerningsmænd til fredagens blodige terrorangreb kom fra Bruxelles, viser efterforskningen

Efterforskerne er i fuld gang med at trevle angribernes netværk op. Den belgiske statsradio meddeler søndag eftermiddag, at to af terroristerne kom fra Bruxelles-området.

Ifølge VRT boede den ene i Bruxelles og den anden i Bruxelles-forstaden Sint-Jans-Molenbeek. De havde dog begge fransk statsborgerskab.

Netop i Sint-Jans-Molenbeek har flere razziaer fundet sted, efter fransk politi fandt to biler med belgiske nummerplader, der kunne knyttes til de blodige angreb.

Drabsmændene slog til flere forskellige steder i et koordineret angreb fredag den 13. november. 129 mennesker døde og hundreder blev såret, da terroristerne blandt andet skød ind i menneskemængden ved en rockkoncert på spillestedet Bataclan.

Syv mennesker er indtil videre blevet arresteret i forbindelse med razziaerne i Belgien.