De malaysiske myndigheder har foretaget den første anholdelse efter mordet på Kim Jong-Uns bror, Kim Jong-Nam. To kvinder er eftersøgt for mordet.

De malaysiske myndigheder bekræfter nu, at to kvinder - formentlig nordkoreanske agenter - stod bag mordet på den 45-årige Kim Jong-Nam, den afdøde nordkoreanske diktator Kim Jong-Ils ældste søn og bror til den nuværende nordkoreanske enehersker, Kim Jong-Un.

Kim Jong-Nam blev dræbt i Kuala Lumpur lufthavn tirsdag, ifølge lokale medier døde han efter at være blevet angrebet af de to kvinder med gift, mens han ventede på et fly hjem til Macau, hvor han levede i eksil.

Først hed det, at kvinderne havde angrebet Jong-Nam med »giftige nåle.« Nu har malaysisk politi ifølge Telegraph forklaret, at Jong-Nam var i ekstrem smerte efter at være blevet »sprayet i ansigtet« med en substans. Han døde senere på hospitalet.

Malaysisk politi har samtidig foretaget den første anholdelse. Den taxachauffør, der ifølge overvågningsbilleder samlede de to kvinder i hvide bluser og mørkere underdele op i lufthavnen, er blevet anholdt, siger en unavngiven politimand til den britiske avis, The Telegraph.

Overvågningsbilleder har også fanget et nærbillede af den ene kvinde, som har skarpt pagehår med pandehår og var iført en hvid bluse med påskriftet »LOL« - laughing out loud.

Malaysisk politi mener ud fra afhøringen af taxachaufføren, at de to kvinder er vietnamesere og agenter for en fremmed magt, men vil ikke spekulere i, hvorvidt de to kvinder var hyret af Nordkorea til at udføre mordet.

Det menes, at Kim Jong-Un længe har haft et giftig øje til sin storebror. Kim Jong-Nam siges at have overlevet et attentatforsøg allerede i 2012.

Kim Jong-Nam var som ældste søn af Kim Jong-Il, der døde i 2011, favorit til at overtage posten som leder af Nordkorea, et af verdens mest lukkede lande.

Men Kim Jong-Nam kritiserede angiveligt sin families strenge kontrol med landet og blev i 2001 fjernet fra arvefølgen, da han blev taget i at forsøge at komme ind i Japan med et falsk pas. Angiveligt ville han besøge Tokyo Disneyland.

I stedet overtog den noget yngre Kim Jong-Un posten (hans præcise alder er ukendt) magten i Nordkorea.