I videoen viser foreningen Dogs Trust, hvor galt det kan gå, hvis en hund bliver glemt i en varm bil

Amerikansk stat vedtager ny lov, der tillader barmhjertige vidner at redde kæledyr fra tankeløse ejere

Det er desværre et velkendt og smerteligt syn om sommeren. En hund der med tungen ude af gabet venter i den gloende hede bil, mens ejeren tilsyneladende er væk.

Selv om bilruden står på klem, kan den solvarme kabine tage livet af ens kæledyr.

Det problem har man i den amerikanske stat Tennessee nu endegyldigt gjort op med. Hvis forpipasserende opdager et dyr, der lider i varmen i en bil, kan de kvit og frit befri det firbenede offer. Enten ved at smadre ruden eller bryde ind i bilen.

Det står der i en ny lov, der blev indført den 1. juli i år, skriver Huffington Post. Til dyreværnsorganisationen ASPCA’s store tilfredshed.

»Vi bakker kraftigt op om, at enkelte stater nu tillader ‘barmhjertige samaritanere’ eller myndighedspersoner at gribe ind for at beskytte dyr der lider i varme biler«, siger Chloë Waterman fra ASPCA til Huffington Post.

Netop denne sommer har videooptagelser af den 14 måneder gamle boxer-hund Fidjis sidste levende øjeblikke huseret internettet. Fidjis ejere havde efterladt hunden i bilen, mens de selv gik i Ikea. Efter fire timer i bilen blev Fidji reddet ud, men døde senere af indre blødninger.

Dyrenes Beskyttelse oplyste i den forbindelse til Ekstra Bladet, at der hver sommer omkommer hunde eller andre kæledyr, der er blevet efterladt i varme biler af deres ejere.

En stabschef fra det lokale brandvæsen i Tennessee forklarer, hvordan den nye lov skal tolkes.

»Hvis man reagerer ansvarligt og opfører sig fornuftigt, som enhver normal person ville gøre, kan man ikke blive anklaget for noget, hvis man redder et liv,« siger Mike Franklin der uddyber, at ‘et liv’ altså også omfatter et dyrs liv.

Tennessee er den første stat i USA, der tillader forbipasserende at tage sagen i egen hånd. Normalt er det kun personale fra ordensmagten, der må befri varmepinte dyr i biler ved at bryde ind eller smadre en rude. Og heller ikke det er altid tilladt.

Temperaturen i en bil der holder i solen kan hurtigt nå 80-90 grader, oplyser Dyrenes Beskyttelse.